Forhenværende Axcel-partner fyrer op under kedlerne

Ifølge MS2 Invests adm. direktør og ejer, Per A. Christensen, forhenværende partner i Axcel, driver han sit selskab som en kapitalfond - og alligevel er der et par væsentlige forskelle, mener han.
MS2 Invests adm. direktør og ejer, Per A. Christensen | Foto: Pr
MS2 Invests adm. direktør og ejer, Per A. Christensen | Foto: Pr

Det privatejede investeringsselskab MS2 Invest går efter at have 15 virksomheder i porteføljen om fem år. Det er klassiske virksomheder inden for handel, service og produktion, der er i kikkerten, og selskabet er ”ikke bange for at kaste sig over problemvirksomheder.”

Det siger adm. direktør Per Asmund Christensen, der sammen med sin familie ejer MS2 Invest, hvis formue er skabt som følge af Asmund Christensens år som partner i kapitalfonden Axcel. Investeringsselskabet har i dag fem virksomheder i porteføljen.

”Vi er også gået ind et par gange, hvor der har været turn around eller distressed situationer. Vi købte jo bl.a. køkkenvirksomheden Designa, som havde været tabsgivende i mere end 10 år. Vi er ikke bange for at kaste os over problemvirksomheder, hvis vi bare kan se, hvad der skal til for at få dem tilbage på fode igen,” fortæller Per Asmund Christensen.

Som KapitalWatch skrev i sidste uge har MS2 Invest netop ansat en ny partner, Jørgen Jensen, der bl.a. har en fortid som partner i kapitalfonden Erhvervsinvest.

Du siger, at ansættelsen hænger sammen med strategien om at tredoble porteføljen. Hvad ligger bag den strategi?

”Man skal jo have nogle ambitioner, og hvis man ikke man udvikler sig, står man stille og kan blive afviklet i stedet for. Og det er sjovere at være en del af noget, der vokser – også hvis man skal fastholde og tiltrække dygtige mennesker. 15 virksomheder er ikke et magisk tal, det er den ambition, som vi har om at have en portefølje på 15 virksomheder om fem år.”

M&A-rådgivere har antennerne ude

i 2023 gennemførte MS2 Invest to investeringer, og investeringsselskabet ”er i den grad på kig i øjeblikket.” Per Asmund Christensen tror, at det kan blive til et par investeringer i 2024.

”Det kan også være, at vi rammer tre i år, det er meget uforudsigeligt i den her verden.”

Hvordan finder I virksomhederne?

”Hovedparten kommer fra M&A-rådgivere, andre kommer fra vores netværk.”

Selskabet køber som udgangspunkt majoriteten i de selskaber, de investerer i. Udover investeringen i Designa har MS2 Invest også investeret i Nordic Pet Care Group.

”Virksomheden var på det tidspunkt en virksomhed med en meget høj gæld, cirka 10 gange ebitda, man kunne simpelthen ikke dække bankerne af. I dag har virksomheden næsten ingen gæld,” konstaterer han.

Det er dog langt fra kun virksomheder med udfordringer, der er i søgelyset. Hovedparten af potentielle opkøbskandidater er virksomheder, der står over for generationsskifte, eller det kan være virksomheder, med ”en ejerkreds, der føler, at tiden er moden til, at de slipper virksomheden uden at der er tale om et traditionelt generationsskifte.”

”En af de sidste investeringer, vi lavede, var All Styles, og det var et klassisk generationsskifte, hvor ejeren i løbet af et par år ønsker at træde tilbage, og hvor vi skal hjælpe ham med at køre en ny ledelse ombord.”

Men det kan også være en ejerkreds, der føler, at tiden er moden til, at de slipper virksomheden uden at der er tale om et traditionelt generationsskifte.

I købte Novalume ud af Hesalight?

”Det var lidt en lykkepose, og den måtte vi desværre opgive. ”

MS2 Invests team tager altid en plads i bestyrelsen og er tæt på virksomhederne.

”Det er jo lidt ligesom at være en aktiv kapitalfond, den måde vi driver det på.”

Ligesom en kapitalfond - og alligevel ikke

Du har selv en fortid i Axcel, hvad er forskellen på den rolle, som du havde der i en stor fond og den måde, som du driver dit eget selskab på?

”Der er jo en række forskelle. Først og fremmest er beslutningsprocesserne meget korte, når det er ens egne penge, man investerer for; vi kan tage beslutninger mere eller mindre ”on the spot”, når vi sidder over for nogle ejere. ”

I modsætning til en traditionel kapitalfond har investeringsselskabet heller ikke en exithorisont, som kapitalfondene har, men en evergreen- struktur.

”I det omfang, der kommer penge tilbage fra selskaber - og der begynder der at komme pænt - skal de geninvesteres i nye virksomheder. Vi kan jo godt eje virksomheden i rigtig mange år og i princippet for evigt. Men kommer der en liebhaver forbi og byder en rigtig attraktiv pris, så lytter vi, vi er jo også købmænd.”

Har I tænkt jer med udgangspunkt i nogle af porteføljevirksomhederne at købe op, bygge en koncern?

”Nej, det vil typisk være stand alone virksomheder. Derfor kan det være, at nogle med fordel kan lave tilkøb.”

Investeringsselskabet kom ud af 2022, der er det senest offentliggjorte regnskab, med et resultat på godt 50 mio. kr. og med en egenkapital på 32 mio. kr. og en balance på 119 mio. kr. 

Majoritetsaktionær er MS2 Holding ApS, og derud over er Kaare og Tore Asmund Christensen i ejerkredsen.

MS2 Holding er ejet af Per Asmund Christensen og havde ved udgangen af 2022 en egenkapital på godt 442 mio. kr.

Hvordan er det gået med jeres selskaber i 2023?

”Det er gået rigtig godt og blevet det bedste år nogensinde. De fem virksomheder kommer ud med et samlet ebitda på mere end 150 mio. kr., og da vi har en gæld på kun omkring én gange ebitda, så begynder de at have en rigtig god udbyttekapacitet. Det er blandt andet de penge, vi skal bruge til at investere i nye virksomheder.”

Per Asmund Christensen oplyser til KapitalWatch, at hans team nu består af ham selv, Jørgen Jensen (Partner), Rasmus Maarbjerg (Director), Frederik Dahl Rasmussen (Associate) samt Ieben Christensen (advokat). Der er samlet syv medarbejdere i huset.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også