Topchef: Færchfonden lægger langsigtet strategi for bæredygtighed og afkast

Endnu et medlem fra 2. generation efter stifterne, Tine Færch Jørgensen, er indtrådt i bestyrelsen, men 1. generation var i flertal, da bestyrelsen vedtog strategi. Også Kirkbi-chef ny i bestyrelsen.
Adm. direktør Claus Omann Jensen, Færchfonden, her ved siden af et billede af en af fondens stiftere, Jørgen Færch | Foto: Pr
Adm. direktør Claus Omann Jensen, Færchfonden, her ved siden af et billede af en af fondens stiftere, Jørgen Færch | Foto: Pr

En af Danmarks store fonde med en milliardformue og omfattende investeringer i dansk erhvervsliv, Færchfonden, sætter nu klare, ambitiøse mål for, hvor stor en del af fondens investeringer, der på den korte og lange bane skal være bæredygtige investeringer - og et forventet gennemsnitligt afkast set over en tiårig periode.

Målsætningen er baseret på den såkaldte Impact-strategi, som KapitalWatch har beskrevet i faktaboksen.

”Vi har besluttet, at 10 pct. af vores børsnoterede produkter, ca. en milliard kr., i 2023 skal være impact-kategoriserede. I 2025 skal 10 pct. af den samlede afkast-genererende portefølje være det. I 2030 har vi besluttet, at 25 pct. af fondens samlede afkast-genererende aktiver skal være kategoriseret impact,” siger adm. direktør Claus Omann Jensen i et interview med KapitalWatch i fondens hovedsæde i hjertet af Holstebro.

Han tilføjer, at fonden med strategien har stillet sig selv den udfordring at forsøge hele tiden ”at komme foran kurven.”

”For det er jo en kurve, det bevæger sig, så det, vi troede, var impact-orienteret for to år siden, viser sig ikke at være det mere, fordi verden måske har bevæget sig hurtigere. Samtidig med det skal vi jo sørge for at lave et godt risikojusteret afkast,” pointerer han.

Fonden har sat et mål om, at den skal have seks pct. afkast i et tiårigt gennemsnitligt perspektiv baseret på en vurdering af inflationen, konsolideringen i fonden, hvor meget fonden deler ud af penge og administrationen.

Vil I give afkald på noget afkast for at være impact-investor?

”Som udgangspunkt nej, for vi har jo sat et afkastkrav på seks pct., så hvis du stiller spørgsmålet, om vi vil være villig til at gå på kompromis med de seks procent gennemsnitligt, så er svaret nej, det har fonden ikke truffet beslutning om.”

Men hvad nu, hvis I kunne have fået et afkast på otte pct. ved ikke at have denne strategi?

”Vi skal lave seks pct. med den lavest mulige risiko, og den præmis, som du stiller op om, at det nødvendigvis skal koste på afkastet at være impact-orienteret, køber vi ikke. Vi kigger langsigtet og tillader os ikke at have fokus på, hvad afkastet er til næste år. Det kan godt være, at vi kan se, at det ser svært ud det næste år eller de næste to år, men fordi vi er langsigtet investor og har den mulighed, kan det godt være, at vi er villige til at gå ind i et område, som på den korte bane ser sværere ud.”

Han tilføjer, at fonden ”ser muligheder i forhold til private equity og venture, hvor det er fondens erfaringer, at det er nemmere at sætte mere retning på investeringer.”

”Det betyder, at de aktivklasser er interessante også fra et impact-synspunkt.”

Ændringer i bestyrelsen

Færchfonden besluttede i foråret 2023 at gennemføre ændringer i bestyrelsen, idet den tidligere direktør for fonden og daværende næstformand, Rasmus Færch, blev formand. Forkvinden indtil da var Annemette Færch, men hun begrundede over for Dagbladet Holstebro og Struer sin tilbagetrækning til en menig bestyrelsespost med følgende:

”Jeg kunne godt være fortsat lidt længere, men vi har landet flere store projekter, herunder vores engagement i sygehusgrunden. Det vil tage tid at gennemføre - formentlig ti år og måske endda mere - og derfor er det godt tidspunkt at lade en ny træde til, som kan være med til at føre projektet ud i livet.”

Dagbladet kunne også fortælle, at endnu et medlem af 2. generation, Tine Færch Jørgensen, efter stifterne i 1984, Kirsten og Jørgen Færch, indtrådte i bestyrelsen. Dermed er hun den tredje person fra 2. generation i bestyrelsen, idet Maya Lauridsen Færch og Bjarke Hedelund Færch også sidder der.

I samme forbindelse blev der i øvrigt også valgt et nyt, eksternt bestyrelsesmedlem, nemlig Head of Family Businesses Kurt Carstensen fra Kirkbi A/ S.

Der er jo et igangværende generationsskifte i jeres bestyrelse Er det de unge, der inspirerer til impact-strategien? Kan du mærke, at der er en forskel på holdninger?

”Der er to, der sidder i bestyrelsen, som er første generation efter stifterne, Annemette og Rasmus Færch. Det betyder, at fem ud af ni bestyrelsesmedlemmer er stifters slægt. Der er altså tre fra 2. generation efter stifterne. Så spørger du, kan jeg mærke, at der er forskel? Ja, man kan da altid mærke, at der er forskel på generationer:

De kommer med ny viden, nye tanker og nye idéer om, hvor fonden skal hen. Men de andre har også mange visioner, og det var første generation, der var i flertal, da vi vedtog impact-strategien. Så man kan ikke sige, at der er en bæredygtighedskløft.”


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også