SAS forlænger tidsfrist for at rejse ny kapital med fire uger

SAS fik i maj grønt lys til at rejse ny kapital i forsøget på at komme ud af konkursbeskyttelsesproces.
Flyselskabet SAS søger at rejse i alt 9,5 mia. svenske kr. | Foto: Jens Dresling
Flyselskabet SAS søger at rejse i alt 9,5 mia. svenske kr. | Foto: Jens Dresling
Af Ritzau

SAS forlænger tidsfristen for at rejse ny kapital med fire uger. 

Det skriver luftfartsselskabet i en fondsbørsmeddelelse torsdag.

SAS oplyser i meddelelsen, at selskabet har set ”stor interesse for at deltage i processen fra potentielle finansielle og strategiske investorer”.

”Efter indledende drøftelser med potentielle investorer har SAS besluttet at forlænge fristen for processen for at give investorerne tid nok til at forberede deres bud, og til at SAS kan vurdere potentielle bud,” skriver selskabet. 

Ifølge luftfartsanalytiker ved Sydbank, Jacob Pedersen, indikerer SAS’s udmelding, at der er seriøse bud på potentielle investorer.

”Det ser ud til, at alle de håndtag, man drejer på, for at skabe en mere effektiv og stærkere forretning er med til at lokke investorer til,” vurderer han over for Ritzau.

Kort inden påske anmodede SAS en konkursdomstol i New York om at godkende selskabets plan om at rejse ny kapital via nye investorer.

I maj fik selskabet så grønt lys til at rejse ny kapital i forsøget på at komme ud af den konkursbeskyttelsesproces, som selskabet befinder sig i. 

Med den reviderede tidsplan bliver den nye frist for potentielle investorer til at afgive et vejledende bud 17. juli. 

Deadline for at afgive det endelige bud er den 18. september. 

SAS stræber efter at afslutte retsprocessen i USA omkring årsskiftet, oplyser selskabet.

SAS har tidligere oplyst, og gentager igen torsdag, at selskabet søger at rejse i alt 9,5 mia. svenske kr. Det svarer til ca. 6,1 mia. danske kr. Samtidig vil man konvertere gæld for 20 mia. svenske kr.

”Den endelige størrelse af kapitalindskuddet afhænger af den konkurrencemæssige kapitalopkøbsproces, samt selskabets løbende evne til at genere yderligere likviditet,” lyder det i meddelelsen.

Konkursbeskyttelsesprocessen er fulgt i sporet på adskillige kriser, der har ramt SAS de senere år. Bl.a. strejkede piloterne i juli. Strejken varede 15 dage, og den bidrog til, at SAS tabte 1,3 mia. kroner fra maj til juli.

I andet kvartal i år havde selskabet et underskud på 1,525 mia. svenske kr. Det svarer til 980 mio. danske kr.

Regnskabet var det 14. kvartalsunderskud i træk. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også