Statens nej til salg af NKT-kvanteselskab skaber usikkerhed hos udenlandske investorer
Erhvervsstyrelsens blokering af kabelkoncernen NKT’s frasalg af datterselskabet NKT Photonics til et japansk selskab efterlader usikkerhed for udenlandske investeringer i den danske kvantesektor.
Det konkluderer Børsen, efter at Udenrigsministeriet sidste uge var vært for en konference om kvanteteknologi.
Her skulle de danske myndigheder overbevise udenlandske investorer om at investere i den danske kvanteklynge.
Blokeringen får investorer til at efterlyse øget klarhed om reglerne for investering, siger investeringschef Keld Juulsgaard hos Invest in Denmarks afdeling i Toronto, Canada.
”Det er da en kæmpe streg i regningen. De spørger, hvad reglerne er, og hvorfor den her beslutning er truffet, og jeg kan ikke give dem et svar,” siger han til Børsen. Invest in Denmark er Udenrigsministeriets afdeling for tiltrækning af kapital til Danmark.
En del af usikkerheden bunder i, at det ikke er klart, om kvanteteknologi udgør kritisk infrastruktur.
Der efterlyses derfor større klarhed for, om udenlandske investorer kan få lov til at investere i området, vurderer seniorchefkonsulent Peter Bay Kierkegaard fra Dansk Industri.
NKT’s salg af Photonics til japanske Hamamatsu for 1,5 mia. kr blev blokeret i starten af maj. Blokeringen er sket af nationale sikkerhedshensyn, har Erhvervsstyrelsen begrundet.
NKT Photonics udvikler kvanteteknologi, som Nato anser som et af de vigtigste områder for forsvarsalliancen.