Mangel på kapital hæmmer vækst i it-branchen

Der er betydelige forhindringer forude for at sikre den fremtidige vækst i it-branchen, viser ny analyse. Blandt andet er kapitaltørke på agendaen i dag som led i krisen.
Foto: Foto: Claudia Dons
Foto: Foto: Claudia Dons

Der er store forhindringer forude for at it-branchen skal kunne fortsætte med at opleve vækst. Sådan lyder analysen for branchen fra brancheforeningen IT Branchen i sin seneste IT-Barometer, hvor man har udspurgt en lang række centrale personer i branchen.

Ud over en evergreen blandt branchens bekymringer, mangel på arbejdskraft, så melder flere nye problemer sig, som er dukket op som følge af krisen.

For ud over manglen på medarbejdere, så er der nu også øgede omkostninger og priser samt manglen på kapital på listen over alvorlige forhindringer for branchen. Det fremgår af det nye IT-Barometer 2023.

Vi så ellers, at der var basis for betydelig vækst sidste uge i en analyse fra DI Digital hvor investeringerne i fremtidens digitalisering dengang ventedes at kunne andrage syv mia. kroner mere end året før.

Men branchens muligheder for at nyde godt af væksten er udfordret, skriver IT Branchen.

”71,4 pct. af de danske it-leverandører ser manglen på kompetencer som den største vækstbarriere for erhvervet. 46,8 pct. opgav helt at besætte ledige it-stillinger, da der ikke var ansøgere til dem,” skriver IT Branchen.

Nej til ordre

Det hedder videre, at 36,5 pct. af it-leverandørerne måtte sige nej til ordrer og opgaver og andre 34,1 pct. måtte udskyde projekter.

”Selvom toppen af presset lige nu er taget lidt af, så oplever vi stadig en massiv mangel på it-folk i hele branchen. Det går ud over virksomhedernes vækst og produktion, når der ikke findes hænder og hoveder nok. Der er derfor både brug for en større politisk men også en branchemæssig indsats, hvis vi skal løse dette,” siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen i en meddelelse i forbindelse med analysen.

I analysen oplever hver tredje it-virksomhed oplever øgede omkostninger og stigende priser som en udfordring, mens hver femte oplever manglen på kapital som den ”største hindring for at øge væksten i it-erhvervet i Danmark,” skriver IT Branchen.

Det er primært de nye startups, der løber ind i manglen på kapital, skriver brancheforeningen.

”Efter nogle gode år, så begynder manglen på kapital igen at være en udfordring. Iværksættere og mindre virksomheder er mindre polstrede til at kunne klare finansiel modgang, og derfor er det vigtigt, at vi skaber et sundt økosystem omkring vores mindre vækstvirksomheder, så de kan få adgang til den rette finansiering,” siger Natasha Friis Saxberg i analysen.

Denne artikel er leveret af vores søstermedie ITWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også