Tyggegummi-formue skal i arbejde: BS Equity vil investere milliardbeløb i modne virksomheder

Milliardærfamilien Bagger-Sørensens investeringsselskab går efter 1-2 store nye investeringer i år. Sundhedssektoren er et fokusområde.
”Ligesom resten af verden kigger vi ind i et 2023, hvor det er svært at fornemme, hvilken vej, det går," siger Søren Birn, adm. direktør i BS Equity. | Foto: Ritzau Scanpix/Sebastian Buur Gunvald
”Ligesom resten af verden kigger vi ind i et 2023, hvor det er svært at fornemme, hvilken vej, det går," siger Søren Birn, adm. direktør i BS Equity. | Foto: Ritzau Scanpix/Sebastian Buur Gunvald

BS Equity, den velhavende Bagger-Sørensen-families investeringsselskab, har planer om at investere et milliardbeløb i forskellige typer virksomheder. I år er målsætningen en eller to væsentlige, nye virksomhedskøb, og sundhedssektoren er et af fokusområderne.

Det oplyser Søren Birn, adm. direktør i BS Equity, i et interview med KapitalWatch. 

”Vi er relativt langt fra det langsigtede mål for, hvor meget Bagger-Sørensens family office vil allokere til direkte investeringer i virksomheder. Vi har en del af det, man i kapitalfondsverdenen kalder tørt krudt,” siger Søren Birn, med henvisning til kapitalfondenes betegnelse for, hvor mange penge man har at investere for.

Bagger-Sørensen-familien har i flere omgange skabt store erhvervssucceser inden for tyggegummi og har i dag en formue i omegnen af 4 mia. kr. Brødrene Steen og Claus Bagger-Sørensen forsøger gennem BS Equity at løfte modne, nordeuropæiske virksomheder til nye stjerneskud. Selskabet investerer i virksomheder med en omsætning mellem 50 og 500 mio. kr. og fokusområderne er sundhedssektoren, forbrugerprodukter, bæredygtighed og teknologi inden for produktion og logistik.

I 2022 lavede BS Equity fire investeringer, der supplerede de eksisterende virksomheder, og i år er der foreløbigt lavet én. Men der er mere i støbeskeen. 

Travl pipeline

”Ambitionerne er, at vi i år gerne vil lave en eller to platformsinvesteringer (virksomheder af en væsentlig størrelse, som etablerer BS Equity i en ny branche, red.). Vi har ikke en exit-plan, når vi går ind, så det, vi bruger mere og mere fokus på er at lave bolt-on investeringer (supplerende virksomhedskøb, red.) i de virksomheder, vi har investeret i. Og der har vi en god og travl pipeline,” siger Søren Birn, der har været en fast del af Bagger-Sørensens forretninger i over 20 år, bl.a. som topchef i tyggegummivirksomhederne Gumlink og Fertin Pharma. 

BS Equity har siden etableringen i 2020 investeret 370 mio. kr. i seks hovedvirksomheder, Bøgeris Transportbånd, tekstilfiber-virksomheden Fiberpartner, energiudstyrsselskabet Grene Wind Industry Supplies, fødevareselskabet Hanegal, pasteuriserings-teknologiselskabet Lyras og vindmølle-serviceselskabet Flex Wind. Men Søren Birn afslører, at der er planer om at investere markant mere.

”Vi skal over tid væsentligt højere op, men du får mig ikke til at sige et beløb,” siger Søren Birn.

Er det forkert at sige, at der alt i alt skal investeres et milliardbeløb?

”Nej, det er ikke forkert,” siger Søren Birn.

Han oplyser, at der pt. er konkrete investeringsmuligheder på bordet.

Hvilke sektorer er de mest oplagte?

”Vi arbejder inden for alle temaerne. Men der er ikke noget, der er nært forestående”. 

I har ikke noget i Healthcare?

”Nej, det har vi ikke. Så det kigger vi efter,” siger Søren Birn, der understreger, at BS Equity ikke investerer i biotek og venture, men modne virksomheder inden for life science. 

Claus og Steen Bagger-Sørensens oldefar stiftede i 1915 en virksomhed, der gjorde tyggegummi som Dandy, Stimorol og V6 populære hos danskerne. I 2002 solgte familien, anført af Holger Bagger-Sørensen, mærkerne fra, men beholdt tyggegummifabrikken i Vejle. Familien begyndte bl.a. at producere nikotintyggegummi i selskabet Fertin Pharma, og i 2016, samme år hvor Holger Bagger-Sørensen gav stafetten videre til sønnerne Claus og Steen, solgte familien 70 pct. af Fertin til kapitalfonden EQT. I 2021 solgte EQT og Bagger-Sørensen-familien Fertin Pharma til amerikanske Philip Morris for 5,1 mia. kr. 

Bagger-Sørensen-familiens holdingselskab havde i seneste årsregnskab en formue på knap 4 mia. kr. 

Svært 2023

Efter en årrække med høj aktivitet har udsigten til et svært 2023 ført til en opbremsning i investeringerne fra fonde og investeringsselskaber. Mange virksomheder forventer, at aktiviteten i 2023 vil dale som følge af stigende omkostninger og generel tilbageholdenhed. 

Ifølge revisionshuset KPMG er det især opfølgende investeringer i unge selskaber, der lider. Hvor attraktivt det bliver at investere i modne selskaber, som dem BS Equity jager, afhænger i høj grad af inflation og renter, vurderede KPMG i slutningen af januar. 

”Jeg tror især, at vi skal have styr på høj inflation og stigende renter, og når der kommer styr på det, så vil bekymringerne om en recession også begynde at falde lidt,” lød det fra Simon Vinbjerg Andersen, partner i KPMG, til KapitalWatch.

”Modsat de tidlige stadier, hvor investeringerne er mere baseret på visioner og ambitioner, så er de mere modne virksomheder jo et sted, hvor deres fremtidige cash flow skal kunne konkurrere med renten.” vurderer Simon Vinberg Andersen.

Agtpågivenheden er også nået til Vejle, hvor BS Equity og Søren Birn holder til. 

”Ligesom resten af verden kigger vi ind i et 2023, hvor det er svært at fornemme, hvilken vej, det går. Der er mange faktorer, der kører parallelt, og ikke mindst timingen af tingene er svær at vurdere. Vi er ikke gået i flyverskjul, men vi er opmærksomme og en lille smule på vagt over for, hvad der sker i verden, i hvert fald her i første halvår af 2023,” siger Søren Birn. 

Hvad betyder det for jeres investeringer?

”Vi har ikke sat noget i stå. Men vi lægger nogle flere linser ned over vores analyser. Vi har ikke ændret strategi eller planer, men vi bruger en del tid i de virksomheder, hvor vi er investeret, på at forstå, hvad vi ser ind i,” siger Søren Birn.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også