Krise kan gøre investorer mere kræsne og iværksættere mere opfindsomme

Bestyrelsesmedlem, founder og tidl. M&A-advokat Joo Runge forudser et hårdt år med økonomisk nedgang og kræsne investorer, men også gode muligheder for iværksættere, der viser, at de kan klare udfordringen. 
Foto: Intech Founders
Foto: Intech Founders

2023 bliver et udfordrende år for iværksættere, der skal håndtere både økonomisk nedtur blandt forbrugerne, skrappere krav fra investorer og det fortsat hårdt pressede arbejdsudbud, der gør det svært at få kvalificerede medarbejdere. Til gengæld kan iværksætterne selv gøre meget for at omstille sig og vise investorerne, at man kan og vil overleve krisen. 

Det fortæller Joo Runge, medstifter af bl.a. accelerator-programmet Intech Founders, bestyrelsesmedlem og tidligere M&A-advokat. 

Hvilke forventninger har du til udviklingen i 2023?

”For det første synes jeg, at man skal huske på, at mange af verdens største selskaber er blevet grundlagt i en krisetid – det vil sige, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Der kommer jo nok til at være nedgang, men det skaber også nogle muligheder. I 2021 var der mange penge ude at arbejde, og vi så at valuations steg rigtig meget, også ind i første halvdel af 2022, og nu er de fundingmuligheder så ved at falde lidt igen, men fondene har stadigvæk masser af dry powder, og så bliver de bare mere kræsne. 

Hvordan kommer det til udtryk?

”På fondsniveau ser det ud til, at en masse af VC-fondene måske ikke kommer til at rejse nye fonde lige nu, men i stedet kommer til at koncentrere sig om deres nuværende portefølje, for en eventuel krise kan jo godt udfordre de selskaber, der allerede er investeret i. Derudover er aktiemarkedet faldet, og det betyder alt andet lige, at fondenes investorer vil genoverveje, hvad de allokerer til venturefonde for at balancere deres eksponering. Men igen, der er også altid muligheder i en krise.” 

Hvilke typer virksomheder og iværksættere kan udnytte de muligheder?

”Investorerne fokuserer på virksomheder, som arbejder med impact og med at gøre en reel forskel, f.eks. inden for grøn omstilling og så selvfølgelig energiproduktion, som der helt naturligt vil være et fokus på. Som iværksætter vil man opleve, at funding ikke kommer til at flyve så hurtigt som de sidste par år, så som virksomhed skal man virkelig skille sig ud og holde fokus på, hvilken værdi man skaber. Det kan der komme nogle spændende virksomheder ud af, og under finanskrisen så vi også utroligt mange interessante virksomheder og teknologier, der kom frem.”

Hvordan gør man det?

”Når man pitcher tror jeg, at man skal være opmærksom på, hvad investorerne rent faktisk er interesseret i og så vise, at du kan skille dig ud på det punkt. Du skal selvfølgelig også vise, at du kan rekruttere de bedste medarbejdere inden for din sektor, for arbejdskraft er jo generelt en udfordring lige nu. Og så skal man vise, at man rent faktisk kan skabe noget omsætning på sin forretningsmodel. Det er jo ikke nyt, men det er ikke længere nok bare at love investorerne vækst, hvis man vil rejse penge. Iværksætterne er nødt til at vise, at de kan bruge pengene fornuftigt og klare sig selv i et stykke tid.” 

Hvordan forbereder du de iværksættere, du selv arbejder med?

”Vi arbejder rigtig meget med salg og den finansielle side af virksomhederne. Iværksætterne har jo generelt godt styr på deres produkt eller service, men det er lige meget, at du har verdens bedste produkt, hvis du ikke får det solgt. Vi taler meget om salg og financials for at ruste dem til mødet med potentielle investorer, og det har jo også ændret sig, for i gamle dage handlede det bare om at have en masse brugere på sin platform eller app. Det skal du stadig have, men du er nødt til også at tjene nogle penge på dem nu, for fokus er i langt højere grad nu på at vise, at du kan tjene nogle penge.” 

Hvad bliver årets dominerende tema?

”Jeg tror, at energipriserne bliver det, vi kommer til at tale mest om næste år, i hvert fald i Europa, men inflationen vil også stadigvæk have en betydning. Det er det, der bekymrer forbrugerne og det, der påvirker hele økonomien. Inden for startup-verdenen tror jeg, at vi kommer til at tale om lavere valuations, funding og hvordan du får det, og hvordan du får mest muligt ud af de penge, du har. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også