Amerikansk techvirksomhed køber dansk-stiftet investeringsplatform

Capdesk er for et uoplyst beløb blevet opkøbt af den amerikanske milliardvirksomhed Carta. Capdesks investeringsplatform skal agere europæisk ben for den nye ejers ekspansionsplaner og fortsætter som selvstændig forretningsenhed.
Christian Gabriel, medstifter og adm. direktør i Capdesk. | Foto: Capdesk / PR
Christian Gabriel, medstifter og adm. direktør i Capdesk. | Foto: Capdesk / PR

Den danskstiftede investeringsplatform Capdesk er blevet opkøbt af tech-unicornen Carta.

Capdesk skal fortsat operere som en selvstændig forretningsenhed og agere Cartas europæiske ben. Partnerne har ikke oplyst købsprisen.

”Vi stiftede Capdesk med en vision om at ændre finansiering ved at sætte egenkapitalen til at arbejde til fordel for både stiftere, investorer og medarbejdere. Jeg er meget begejstret for, at vi har fundet en fælles vision med Carta. Denne aftale vil gøre os i stand til at styrke vores position i Europa yderligere,” siger Christian Gabriel, medstifter og adm. direktør i Capdesk til mediet Techfundingnews.

Capdesks blev stiftet i 2015 og virksomhedens platform gør det muligt for unoterede virksomheder at sælge ejerandele og efterfølgende holde styr på dem ved at registrere, administrere og indberette alt fra anpartskapital til optioner, tegningsretter m.m.

Køberen, Carta, udbyder en softwareløsning til at administrere brugernes ejerandele, porteføljeplaner og investeringsplaner for unoterede virksomheder ved bl.a. at gøre det muligt at udstede digitale ejerskabscertifikater.

Ifølge Carta selv benytter en række venturefonde også virksomhedens platform til at holde styr på sine porteføljer.

I marts 2021 rejste Capdesk godt 43 mio. kr. fra en række udenlandske fonde. Virksomheden er danskstiftet, men har i dag hovedkontor i London. Virksomheden har før det modtaget investeringer fra bl.a. de danske venturefonde Preseed Ventures og Seed Capital. Blandt de tidlige investorer finder man også serieiværksætter og engleinvestor Nicolaj Højer Nielsen.

Opkøbet er ifølge Techfundingnews nummer to i rækken for amerikanske Carta, der i august købte den britiske startup Vauban, der er en en digital platform til kapitalrejsning, der gør det muligt for mindre investorer at foretage investeringer i unoterede selskaber.

Fintech-startup henter yderligere kapital i serie a-runde

Uafhængig venturekapitalist fik røde tal på bundlinjen i 2020

Serieiværksætter bliver storaktionær i mindre dansk biotekfirma

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også