Netværk fravælger videre samarbejde med europæisk englefond – har penge nok selv

Nordic Makers, med otte markante business angels i ryggen, ønsker ikke at forlænge sit samarbejde med den europæiske englefond EAF. "Det vil kræve, at vi ændrer vores organisation, og det vil ikke give mening for os," lyder det bl.a. fra adm. direktør.
Arkivfoto: Martin von Haller Grønbæk, partner og interim adm. direktør i Nordic Makers | Foto: Joachim Adrian / Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Martin von Haller Grønbæk, partner og interim adm. direktør i Nordic Makers | Foto: Joachim Adrian / Ritzau Scanpix

Det bliver ikke til en forlængelse af investeringssyndikatet Nordic Makers' samarbejde med den europæiske englefond EAF.

Det er meldingen fra Martin von Haller Grønbæk, partner og interim adm. direktør i Nordic Makers.

Men det skyldes ikke en utilfredshed med samarbejdet, der blev annonceret i september 2019, og som ifølge direktøren startede allerede i maj samme år.

Tværtimod mener Martin von Haller Grønbæk, at EAF's samarbejdsmodel er den helt rigtige, når det kommer til at investere offentlige penge i startups.

Det foregår ved, at EAF, som investerer på vegne af Vækstfonden og Den Europæiske Investeringsbank, EIF, hægter sig på de investeringer, godkendte investorer laver.

"Vi var alle meget sultne på at lave et samarbejde, da det ville give os noget ekstra firepower. Vi synes, at udgangspunktet er rigtig godt, og det er godt, at EAF ikke skal ind og spille investor selv, men i stedet piggybacker på os og de andre business angels," siger han og tilføjer:

"Når det så er sagt, har vi valgt ikke at fortsætte samarbejdet."

Har snart brugt hele puljen

Som KapitalWatch tidligere har beskrevet, blev EAF-initiativet etableret i Danmark i 2016.

Det findes også i bl.a. Tyskland, Holland og Irland. Herhjemme er det statens finansieringsfond, Vækstfonden, der står for at finde og lave aftalerne med de danske business angels.

Pengene i den danske del af ordningen kommer fra Vækstfonden og Den Europæiske Investeringsfond. Begge har skudt 200 mio. kr. i initiativet, der har fået navnet European Angel Fund, forkortet EAF.

Med disse penge fordobler EAF den investeringsramme, som de enkelte investorer under samarbejdet kommer med. I eksemplet med investeringsselskabet Dico, der er stiftet af Jesper Lohmann og Mikael Konnerup, og hvis samarbejde med EAF blev annonceret i februar 2019, kom Dico selv med 40 mio. kr., og EAF stillede derfor med et tilsvarende beløb.

Martin von Haller Grønbæk ønsker ikke at oplyse, hvor stor Nordic Makers' investeringsramme i samarbejdet er, men lader forstå, at den befinder sig omkring samme niveau som Dicos.

"Og vi har snart brugt hele puljen," siger han og konstaterer, at der stadig er penge til opfølgende investeringer i porteføljen.

Kan bære investeringer selv

Når Nordic Makers alligevel ikke ønsker at fortsætte samarbejdet med EAF – de kunne enten toppe den nuværende investeringsramme op eller bede om at få en ny pulje stillet til rådighed – skyldes det to ting.

Først og fremmest er det et spørgsmål om penge, og her kan Nordic Makers selv stille med den nødvendige kapital.

Investeringssyndikatet leder primært efter virksomheder med et fuldt funktionsdygtigt produkt, der har formået at lave de første salg, og som er klar til at accelerere sin vækst. Størrelsen på syndikatets pre seed- og early stage-investeringer i en virksomhed er typisk på mellem 100.000 og 10 mio. euro, svarende til mellem knap 750.000 og 75 mio. kr.

Og det har Nordic Makers "sådan set selv pengene til," forklarer Martin von Haller Grønbæk:

"De personer, der er i vores gruppe, kan bære investeringerne selv. Derfor har vi ikke behov for en medinvestor på den måde, som EAF stiller sig til rådighed på," siger han og stiller sig selv et retorisk spørgsmål:

"Og når vi har det, hvorfor skal vi så lade andre komme med?"

Den anden afgørende faktor i Nordic Makers' fravalg af EAF-samarbejdet er selve systemet, som fondens penge er en del af.

Pengene kommer som nævnt fra Vækstfonden og EIF. Det er offentlige penge, og der følger derfor krav med om rapporteringer, løbende korrespondancer, audits mv., ikke bare fra Nordic Makers, men også fra nogle af de virksomheder, som har modtaget en investering.

Men dette arbejde har "simpelthen været besværligt," siger Martin von Haller Grønbæk.

"Vi kører normalt med et meget lean setup uden ansatte til at tage sig af disse ting, og hvor vi internt nærmest heller ikke har behov for at gøre det, fordi vi stoler på hinanden og kun investerer vores egne penge. Den tillid er afgørende, i forhold til hvordan vi har organiseret os," forklarer han og fortsætter:

"Jeg har fuld forståelse for EAF's tilgang, for den må man nødvendigvis have, når man investerer andre folks penge. Men det gør vi ikke normalt, og derfor er vores organisation sat op på en måde, hvor det, som samarbejdet kræver, ikke er en vej, vi ønsker at fortsætte på. Det vil kræve, at vi ændrer vores organisation, og det vil ikke give mening for os."

Har haft et godt samarbejde

Martin von Haller Grønbæk indskyder her, at der ikke har været problemer i selve samarbejdet med EAF undervejs. Det har i stedet både været nemt at påkalde sig de nødvendige beløb fra fonden, og der har fra EAF's side været stor forståelse for, hvad der har været nødvendigt i de enkelte situationer.

"Jeg synes i det hele taget, at samarbejdet med folkene i setuppet har været rigtig godt," siger han.

Samtidig roser Martin von Haller Grønbæk, at privatinvestorernes gevinst først kommer, når penge skal fordeles efter exit. Her bliver overskuddet efter investeringen fordelt 60/40, med den største del til den private investor.

På den måde lægger samarbejdet ikke op til, at de private investorer kan tjene penge på den blotte administration af andre folks penge, men belønner i stedet godt arbejde.

"Ekspertisen ligger derfor ikke alene i at være god til at administrere pengene, men der bliver lagt vægt på, at man foretager gode investeringer. Samtidig betyder skævfordelingen, at EAF ikke er med på en fribillet," siger han og fortæller, at Nordic Makers har investeret i mellem 20 og 25 virksomheder gennem EAF-samarbejdet.

Pengene fra englefonden har ifølge ham betydet, at Nordic Makers kunne foretage flere investeringer i samarbejdsperioden, end syndikatet ellers havde været i stand til.

"Vi havde nok stadig selv kunne finde pengene, hvis det skulle være, men hvis jeg skal pege på noget, tror jeg, vi har foretaget flere investeringer. For vi har haft flere penge at gøre godt med og derfor kunne sprede os mere ud," siger Martin von Haller Grønbæk og tilføjer, at størrelsen på investeringerne har været vanskelig at hæve:

"For de fleste gange er de investeringssummer, som vi kan lægge billet ind på, af en vis, begrænset størrelse og kan ikke bare blive dobbelt så store."

Får mange tilbud om at investere

Ifølge ham har Nordic Makers' investeringer gennem EAF-samarbejdet været både "gode og profitable," og de giver et godt afkast. Og der har primært været tale om tech-startups, som er fundet gennem syndikatmedlemmernes egne netværk.

"Nogle gange har vi investeret meget tidligt, andre gange lidt senere. Det skyldes, at den her gruppe får ekstremt mange tilbud om at være med i investeringer," siger Martin von Haller Grønbæk.

Der er dog også blevet plads til investeringer uden for det typiske tech-felt. Her nævner han atomkraftudvikleren Seaborg.

Vækstfonden overvejer fremtid for ordning med "statsautoriserede" business angels

Erfarne business angels' samarbejde med europæisk fond nærmer sig sin afslutning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også