KapitalWatch

Kahoot-stiftere ser stort potentiale i Danmark: "Man kan få adgang til de bedste virksomheder"

Norsk-britiske We Are Human, der bl.a. står bag quizappen Kahoot, har allerede en række investeringer i Danmark, den seneste i læseassistenten Hero. Ifølge medstifter Johan Brand er der gode muligheder for, at flere danske virksomheder bliver føjet til listen.

Johan Brand, medstifter af We Are Human og tidligere adm. direktør i Kahoot, som han også var med til at grundlægge | Foto: We Are Human / PR

Det London- og Oslo-baserede investeringsselskab We Are Human har et godt øje til Danmark.

Bag selskabet står to af medstifterne af quizappen Kahoot, norske Johan Brand og britiske Jamie Brooker.

De forlod i midten af 2017 dagligdagen i app-virksomheden for at fokusere på investeringsselskabet, som siden har investeret i flere danske virksomheder og fonde.

Seneste eksempel er læseassistenten Hero, der forsimpler tekster, så de bliver lettere at læse. Hero er We Are Humans tredje portefølje-selskab med base i København. De andre er Playmaker og Tiimo.

Derudover har We Are Human investeret i tre danske fonde: Unconventional Ventures, The Nordic Web og Byfounders.

Sidstnævnte var bindeleddet mellem We Are Human og Hero, fortæller Johan Brand til KapitalWatch. Ifølge ham tog Hero kontakt til investeringsselskabet.

"Vi er ikke en venturefond eller professionelle investorer i klassisk forstand. Vi har samme tilgang, som vi havde i Kahoot, hvor vi ikke aktivt rakte ud til investorer, men forsøgte at skabe en tyngdekraftseffekt, så investorerne blev tiltrukket af os," siger han og fortsætter:

"Det er det samme, vi forsøger i We Are Human. Hvis vi gør det godt og lykkes med at skabe et godt netværk, vil folk komme til os. Og Hero fandt os. De fleste af vores investeringer er blevet til denne vej igennem, og det er vigtigt for os."

Bygger egne virksomheder

Men We Are Human er ikke kun et investeringsselskab.

I stedet er selskabets primære fokus på løbende at stifte og bygge egne virksomheder.

We Are Human blev etableret i 2010 til formålet, og det var herigennem Johan Brand og Jamie Brooker var med til at stifte Kahoot to år senere.

På den måde tæller selskabet formelt set som medstifter af app-virksomheden, forklarer Johan Brand, der undervejs også nåede at være adm. direktør i næsten fem år, hvor virksomheden voksede sig til en global succes.

Kahoot blev børsnoteret i Oslo i 2019 til en værdi på omkring fem mia. kr. Det er bl.a. herfra, pengene til We Are Humans investeringer kommer.

Kahoots quizapp blev på få år et populært og vidt udbredt værktøj i bl.a. klasseundervisning. Her giver appen, og browser-versionen i øvrigt, elerverne mulighed for at deltage i en fællesquiz, som de kan svare på fra deres egen enhed | Foto: Kahoot / PR
Kahoots quizapp blev på få år et populært og vidt udbredt værktøj i bl.a. klasseundervisning. Her giver appen, og browser-versionen i øvrigt, elerverne mulighed for at deltage i en fællesquiz, som de kan svare på fra deres egen enhed | Foto: Kahoot / PR
Ifølge Johan Brand investerer We Are Human for stifternes egne penge. Foruden Kahoot kommer de fra selskabets øvrige succeser, herunder afkast fra investeringerne i andre virksomheder og fonde.

"Og det har været afgørende for vores tilgang til at investere. Vi er stiftere, der investerer. Vi tænker som virksomhedsskabere, ikke som porteføljemanagere," siger Johan Brand.

Det betyder ikke, at investeringsselskabet ikke vil tjene penge på sine investeringer. Men tilgangen til virksomhederne, der bliver investeret i, er anderledes end hos f.eks. traditionelle fonde.

Ifølge Johan Brand leder We Are Human efter virksomheder "med et stort kommercielt potentiale på et værdibaseret grundlag."

"Vi er en forretning, og vores investeringer skal selvfølgelig være profitable, men det skal ikke kun være en god forretning. Virksomhederne skal også matche vores værdier, f.eks. ligesom Hero, der vil gøre det muligt for flere at læse og få ny viden den vej igennem," siger han.

Samtidig søger selskabet investeringer, som kan være med til at styrke de øvrige i porteføljen – eller dem, som stifterne selv står bag.

"Vi har et kriterie om, at en virksomhed enten skal åbne et nyt område for os eller tale ind i et eksisterende, hvor den kan hjælpe vores eksisterende investeringer og virksomheder videre. Det kan f.eks. være med deres teknologi," siger han og tilføjer, at denne tilgang, som er inspireret af Apple, også blev brugt i Kahoot.

Inspireret af danske virksomheder

Det er derfor heller ikke tilfældigt, at We Are Human har været aldeles aktiv på investeringsfronten i Danmark.

"Der er meget ikke-opdaget potentiale i Danmark, og man kan få adgang til de bedste virksomheder. Det danske marked minder på den måde meget om det norske, hvor konkurrencen heller ikke er lige så stor som f.eks. i Sverige, hvor markedet er meget længere fremme," siger Johan Brand.

Han har også selv fundet stor inspiration i danske virksomheder, særligt Lego.

"Kahoot er langt hen ad vejen formet af det, jeg har lært ved at studere måden, Lego har gjort tingene på," siger han.

Ifølge Johan Brand er der da også fortsat danske virksomheder, der er attraktive for We Are Human, men som selskabet ikke har investeret i – og der er gode muligheder for, at flere danske virksomheder kan blive føjet til porteføljen.

Det samme gælder fonde.

Men hvor der er et filantropisk aspekt til de investeringer, som We Are Human laver i virksomheder – hvilket navnet også antyder – har selskabet en mere kapitalfokuseret tilgang til sine fondsinvesteringer.

"Det er en strategisk beslutning. De er med til at øge vores eksponering mod flere virksomheder, som vi måske ikke ville investere i selv," siger Johan Brand, som har opsat krav for, hvornår en fond er interessant for hans selskab:

Jeg ser ingen grund til at investere i en fond, medmindre jeg også bliver eksponeret mod stifterne af virksom-hederne, de har investeret i

Johan Brand, medstifter, We Are Human

"Det er en kliché, men de skal først og fremmest være founder friendly. De skal have en tilgang, der er attraktiv i forhold til vores egne værdier, og så skal de give adgang til virksomhederne. Jeg ser ingen grund til at investere i en fond, medmindre jeg også bliver eksponeret mod stifterne af virksomhederne, de har investeret i."

Trods det strategiske aspekt har We Are Human ikke et fast mål for, hvor mange fonde selskabet skal investere i i løbet af et år. Det samme gør sig gældende på virksomhedssiden.

I stedet fokuserer selskabet på, hvor penge der skal investeres. Siden 2017, hvor stifterne sagde farvel til hverdagen i Kahoot for at satse på We Are Human på fuld tid, er det samlede beløb vokset.

Størst fokus på muligheder

Johan Brand ønsker ikke at gå i nærmere detaljer med, hvor stort et beløb, der er tale om, men nøjes med at konstatere, at selskabets optimale ticket size ligger mellem 100.000 og 5 mio. norske kr. Selskabet har en enkelt gang investeret 10 mio. norske kr.

"Vi er et ungt selskab i vores nuværende form og har derfor i nogle tilfælde skudt flere penge i en virksomhed, end vi har i nogle fonde. Vores største investeringer har dog været i fonde, og fremover vil vores fondsinvesteringer generelt også være større end de investeringer, vi laver i virksomheder," siger Johan Brand, som ikke ønsker at oplyse, hvor meget selskabet har investeret i f.eks. Hero.

Denne information vil han lade det være op til virksomhederne at dele – såfremt de ønsker at gøre det.

"Vi går nemlig ikke så meget op i størrelsen på den enkelte investering, vi har i stedet størst fokus på, at vi kan se en god strategisk mulighed i investeringerne," siger han.

Kahoot-stiftere skyder penge i dansk læseassistent 

Mere fra KapitalWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Latest news from FinansWatch (dk)