Business angel: Håndværkeruddannelse afføder respekt derude

Karrierevejen: Business angel Poul Carstensen blev for nylig kåret til  'Årets Investor', Incuba-prisen 2021. Han tillægger sin første uddannelse som smed stor værdi, når han investerer. Læs om hans vej til i dag at have investeret i 18 virksomheder.
Poul Carstensen | Foto: Privat
Poul Carstensen | Foto: Privat
AF NINNI JOHANNE HANSEN

Navn: Poul Carstensen

Alder: 40 år

Selskab: Investeringsselskabet Poul Carstensen holding og rådgivningsvirksomheden Carstensen Advisory

Stilling: Direktør

Hvilken karrierevej så du for dig selv som yngre?

Jeg havde en idé om, at jeg skulle være maskinmester ligesom min oldefar. Resten af min familie var jurister og advokater, og det vidste jeg, at jeg overhovedet ikke skulle være. Jeg ville gå samme vej som min oldefar, fordi det lød meget mere interessant. Men jeg blev aldrig maskinmester. Jeg tog de indledende skridt og blev uddannet smed, men så var der ansættelses- og uddannelsesstop i Mærsk.

Derfor uddannede jeg mig senere til teknisk designer og har i øvrigt taget en salgsuddannelse, en lederuddannelse, læst på MIT i Boston, og senest har jeg taget en toplederuddannelse på INSEAD i Frankrig.

Hvornår besluttede du dig for den karrierevej, du har i dag?

Det var nok omkring 2007/2008, da jeg var ansat hos BilMarkedet/BilBasen. Jeg har altid haft stor interesse for biler, så skiftet derover var naturligt. Jeg blev mediekonsulent og fik en portefølje af forhandlere, som jeg solgte annoncer til. Efter skiftet, blev jeg ret hurtigt spurgt, om jeg ikke ville være med til at starte flere nye forretningsområder op internt. Det var nok her, kimen til iværksætteri begyndte.

På sidelinjen af det var jeg med til at starte nogle IT-virksomheder, som jeg så fik solgt. Senere hen blev jeg headhuntet over til Brødrene Dahl og Saint-Gobain, hvor jeg var med til at digitalisere værktøjssektoren. Så blev jeg rykket videre til at være med til at starte klimaafdelingen op. Så helt siden, jeg startede ved BilBasen, og hele vejen til min karriere i Saint-Gobain har mit job bestået af iværksætteri. Jeg stoppede ved Saint-Gobain i 2011, og der startede jeg mine egne virksomheder, som jeg har i dag.

Hvilken del af din uddannelse har du brugt mest i din karriere?

Jeg har kunnet bruge alle mine uddannelser. Dét at have gennemført en håndværksmæssig uddannelse har gjort, at jeg kan tale med på nogle andre ting. Især når jeg investerer i produktionsvirksomheder eller rådgiver industrivirksomheder, møder jeg en bias, fordi de tænker, at nu kommer der endnu en McKinsey-type.

Men når de finder ud af, at man selv har stået på gulvet og faktisk er uddannet håndværker, får de en anden respekt, fordi de så føler at man ved hvad man taler om. Så den uddannelse har jeg brugt rigtig meget. Så har jeg selvfølgelig også brugt min lederuddannelser, min uddannelse fra MIT og min toplederuddannelse fra INSEAD.

Hvilket punkt på dit CV repræsenterer det største skift i din karriere?

Det var i 2011 da jeg sagde op i Saint-Gobain og gik selvstændig med mine egne investeringsforretninger og rådgivningsfirma.

Hvad er det bedste ved din nuværende stilling?

Det er helt klart at jeg kan gøre en forskel. Jeg har lige vundet en pris som årets investor 2021 og der fik jeg det endelige bevis på, at det jeg laver rent faktisk gør en forskel i de virksomheder jeg investerer ind i. Også at arbejde med de start-ups, iværksættere, mennesker og de teams som jeg investerer ind i og dem jeg bliver hyret ind i.

Jeg kan godt lide at se forretningen og potentialet i noget, arbejde med digitaliseringen og se den forskel man gør. Fx implementerede vi nogle nye strategier, da jeg sad som direktør i det grafiske design firma et al, og nu har vi har lige fået en gazellepris. Det er fedt.

Hvilken leder i branchen har inspireret dig mest?

Der er flere der har inspireret mig. Især Mærsk og hans måde at gøre forretning på. Han er nok en af dem der står øverst. Så er der også den kvindelige leder Kim Scott, som tidligere har siddet i Google. Hun har skrevet en bog der hedder “Radical Candor” der handler om at sige det, men at sige det pænt og hvordan man agerer bedst som leder. Den har jeg lært meget af.

Hvad optager dig allermest lige nu?

Det er de forretninger, jeg har. Jeg er pt i 18 forskellige virksomheder, men arbejder indædt med fire stykker ad gangen. Samtidig sidder jeg i bestyrelsen i DanBAN, Danish Business Angels. Det optager mig også rigtig meget at gøre en forskel her. Især for start-up miljøet her i Østjylland. I Århus vokser start-up miljøet meget i øjeblikket, man hører bare kun om København, så et af målene er også at fokusere på Danmark som helhed og løfte de andre byer så vi kan komme op og blande os med Finland og USA.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også