Lars Tvedes vidensmedie rejser kapital fra en lille gruppe af investorer

Videns- og researchmediet Supertrends med den internationale investorbranche som målgruppe har hentet kapital fra en gruppe af Schweiz-boende investorer. 
Foto: BUNDGAARD CARSTEN/ERH
Foto: BUNDGAARD CARSTEN/ERH

Det digitale vidensmedie Supertrends, der er stiftet af serieiværksætteren, investoren og forfatteren Lars Tvede, har rejst 1,5 millioner schweizerfranc, godt 10 mio. kr., i en serie a-investeringsrunde. Kapitalforhøjelsen værdisætter selskabet (pre-money valuation) til 6,5 mio. schweizerfranc eller knap 45 mio. kr.

Det er en mindre gruppe af internationale investorer bosat i Schweiz, som alle har "betydelig erfaring med venture-investeringer samt med global skalering af vækstvirksomheder," der står bag investeringen, oplyser Supertrends.

"Her i starten af vores kommercielle gennembrud er jeg rigtig glad for, at jeg og de oprindelige aktionærer har fået en række meget erfarne wingmen med betydelige iværksætter- og finansbaggrunde ind i ejerkredsen, som kan hjælpe os med at internationalisere virksomheden og åbne døre. Min erfaring fra tidligere projekter er, at sådanne medinvestorer kan bidrage væsentligt til succes," siger Lars Tvede om den netop lukkede investeringsrunde i en pressemeddelelse.

Den schweiziske start-up i fremtidsresearch, der har den internationale investorbranche som målgruppe, og som gennem en række værktøjer udpeger de næste supertrends, har over de seneste måneder lanceret sit første produkt med en hedgefond, åbnet et salgskontor i København, indgået en række partnerskaber og indsat den erfarne bankmand og iværksætter Alfred W. Moeckli som bestyrelsesformand, hedder det i meddelelsen.

Provenuet fra kapitalforhøjelsen skal hovedsageligt bruges til at accelerere salgs- og supportaktiviteter for produkterne i Supertrends, der ifølge Lars Tvede udfylder et stort hul i markedet, som han selv som investor og iværksætter har lidt under i årtier.

"En jungle at hitte rede i"

"Mens man på børsmarkedet har adgang til fremragende informationsservices såsom Bloomberg, hvor al information om finansmarkederne er konsolideret ét sted og i øvrigt opdateret i realtid, så har det været en jungle at hitte rede i verdens eksponentielt accelererende innovation. Det problem løser Supertrends," siger Lars Tvede, der i lighed med de nye investorer er bosat i Schweiz.

Supertrends har været nogle år undervejs.

"Supertrends revolutionerer, hvordan information om innovation og kommercielle trends indsamles, formidles og anvendes i praksis. Efter et par års grundlæggende produktudvikling fulgt af måneder med co-development med forskellige interesserede virksomheder er vi nu klar til vores kommercielle ekspansion."

"Fokus herfra bliver derfor primært på salg og support samt ekspansion fra Danmark og Schweiz til i første omgang formentlig UK og USA. Kapitalforhøjelsen gør det muligt for os at tage dette næste, vigtige skridt i Supertrends' udvikling," siger bestyrelsesformand Alfred W. Moeckli.

Lars Tvede åbner ny hedgefond: Forventer op til 30 procents afkast 

Iværksættere barsler med internationalt medie om teknologiske supertrends 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også