Investor efter syvende investering: Startup-land venter mange konkurser

Business angel Peter Frentz, der netop er indtrådt som investor i kostplan-selskabet SenseMyDiet, mener, det virkelig skal være til en attraktiv værdiansættelse, hvis han skal hoppe på noget nyt.
"Vi kan se, at multiplerne næsten er halveret, og der er fortsat nogen, der mener, at de skal endnu længere ned," siger Peter Frentz | Foto: PR
"Vi kan se, at multiplerne næsten er halveret, og der er fortsat nogen, der mener, at de skal endnu længere ned," siger Peter Frentz | Foto: PR

Ny direktion, ny bestyrelse, ny teknologi, ny kapital og nyt navn.

Det er status på den omkalfatring, som kostplanselskabet SenseMyDiet, tidligere Senseklubben, har gennemgået.

Ny i bestyrelsen og i ejerkredsen er business angel Peter Frentz, der grundlagde sin formue som medstifter af lydvirksomheden Pascal, der står bag elektronik til professionelt lyd- og højttalerudstyr, som han i 2020 solgte en stor aktiepost i.

SenseMyDiet er Peter Frentz’ syvende investering. Nu i abonnementsvirksomheden med i dag godt 5.000 medlemmer, som er stiftet af Suzy Wengel og ægtefællen, professor i biorganisk kemi Jesper Wengel.

Ekstra kapital

Omkalfatringen skal med ejerkredsens egne ord sætte turbo på selskabet både i Danmark og i udlandet gennem en videreudvikling af et teknologispor ”til verdens mest avancerede kostplan-app”, som de udtrykker det. Målet er at hjælpe brugerne med at spise sundt med mindre madspild og klimaaftryk.

Ny direktør i selskabet er eksisterende investor og læge Majken Brinkmann, mens der samtidig tilføres fire mio. kr. i ekstra kapital fra eksisterende og nye investorer samt lån fra Vækstfonden. Penge, der skal bruges på teknologi- og markedsudvikling.

For Peter Frentz, der også er aktiv som rådgiver og underviser i DanBan-netværket, sker investeringen på et dystert, makroøkonomisk bagtæppe, hvor han i lighed med mange andre business angels holder på krudtet, og ser ind i et markedsmiljø, hvor værdiansættelser rasler ned, og mange startups har fået svært ved at rejse kapital.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at funding er blevet voldsomt meget sværere. Vi kan se, at multiplerne næsten er halveret, og der er fortsat nogen, der mener, at de skal endnu længere ned. Jeg har selv haft en enkelt konkurs, og i startup-land er der en forventning om mange konkurser og rekonstruktioner,” siger Peter Frentz, der selv forklarer udviklingen med ”kaskade-effekten”:

Super discount

”Aktiemarkedet er gået ned, og venturefondene, som business angels jo typisk sælger videre til, sparer på krudtet og gemmer kapital til i højere grad at lave opfølgende investeringer i deres eksisterende portefølje. Og hvis de endelig investerer i nye, skal det være til en super discountet værdiansættelse. Den effekt kører baglæns ned gennem systemet, så alle går defensivt, og som i sidste ende gør det meget sværere for stiftere at få finansiering.”

Han mener, det fortsat ikke er gået helt op for alle, at funding-vilkårene og værdiansættelserne har ændret sig meget markant.

Ifølge data fra DanBans seneste medlemsundersøgelse investerede 171 medlemmerne 404 mio. kr. i 352 forskellige virksomheder i i 2021. Det var en vækst på 11 pct. sammenlignet med året før. Sådan synes indeværende år og næste år ikke umiddelbart at udvikle sig.

Under alle omstændigheder er det Peter Frentz’ antagelse, at investeringsniveauet blandt danske business angels i langt højere grad bliver som opfølgende investeringer, end det vil være nye.

”Som udgangspunkt holder jeg selv på krudtet, og jeg investerer kun i virksomheder, hvor jeg selv kører en datadrevet human due diligence fase, der ser på profilen i direktion, bestyrelse og i organisationen,” siger han og tilføjer:

”Noget andet er, at den multipel, jeg er villig til at investere i, er et helt andet sted i dag. Det skal virkelig være til en attraktiv værdiansættelse, hvis jeg skal hoppe på noget nyt.”

Peter Frentz arbejder i øjeblikket på at få professionaliseret human due diligence i det danske investormiljø med udgangspunkt i, at den vigtigste udslagsgivende faktor ved en investering er den menneskelige side.

Hjemvendt iværksætter fortsætter investeringsstime

Danban retter fokus mod vækstbørsen og tester investorernes appetit

Flere venturefonde investerer i dansk platform til timelønnede

Analytiker ser venturespor i vækstbørsaktier: ”Det kræver bare noget tålmodighed”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også