Millioninvestering skal løfte proptech til næste niveau

26.000 brugere benytter softwareplatformen Waitly til at finde andelsboligforeninger med ventelister. Nu skyder syv investorer nye penge ind for at rette fokus på udlejningsboliger og udenlandsk ekspansion.
Et millionbeløb skal få softwareplatformen Waitly til at favne bredere end kun andelsboliger. | Foto: PR / Waitly
Et millionbeløb skal få softwareplatformen Waitly til at favne bredere end kun andelsboliger. | Foto: PR / Waitly

Endnu en teknologivirksomhed målrettet ejendomsbranchen har rejst frisk kapital fra investorer.

Det er lejeplatformen Waitly, der hidtil har fokuseret på ventelister til andelsboliger, som med nye partnere ombord skal rulles ud til at favne bredere, herunder til udlejningsboliger, siger adm. direktør Tim Lykke Myhrvold. Sammen med Morten Pyndt Dalgaard stiftede han virksomheden for tre år siden.

“Morten og jeg har lagt enormt meget energi i Waitly, og det bliver vi ved med, fordi vi tror på vores produkt og kan se hvilken forskel vores platform allerede har gjort for boligsøgende, bestyrelser, administrationshuse samt udlejere. Vi er stolte af vores succes, men det vigtigste for mig er stadig, at vi har udviklet en platform som hjælper folk i deres hverdag,” udtaler Tim Lykke Myhrwold.

Kapitalrejsningen lyder på 2,5 mio. kr., som var det beløb, parterne gik efter, men der var interesse fra investorer, som stod parat med hele seks mio. kr. at skyde i virksomheden, der til dato har rundet over 26.000 brugere, som ti ansatte på tre kontorer betjener.

Waitly havde fra start udelukkende fokus på andelsboligforeninger, men både brugere og partnere viste tidligt interesse for en udvidelse af platformen, som rent teknisk kan imødekomme alle typer af ventelister. Men det kræver udvikling og arbejdskraft, og derfor fokuseres der lige nu kun på leje- og andelsboliger.

I efteråret 2021 blev Waitly inviteret til et pitchevent i samarbejde med Proptech Danmark og investornetværket Keystones, og kort tid efter til endnu et gennem Danban, der er investornetværk for business angels.

I januar stod Waitly med 20 personer, som var klar til at investere.

“Den store interesse for vores virksomhed, gør at vi kan være kritiske og udvælge de investorer, som bedst kan hjælpe os i forhold til den situation, vi står i nu, så det ikke blot er deres penge, men også deres kompetencer som bliver værdifuldt for Waitly,” uddyber Tim Lykke Myhrwold.

Investorgruppen består af bl.a.:

  • Per Andersen, tidligere PWC og aktiv proptechinvestor de seneste to år
  • Peter Troensegaard Jensen, som træder ind i bestyrelsen og kommer med erfaring fra andre softwareplatforme,
  • Ian Winther-Høiland, der er en af Danmarks yngste ejendomsinvestorer,
  • Erik Munk, ejendomsinvestor i Danmark og Tyskland
  • Michael Bjørnlund, startupinvestor og EU-lead hos venturekapitalfirmaet Rockstart
  • Thomas Boel Sigurdsson, softwareudvikler og co-founder af Omada, der blev solgt i 2018.
  • Stian Hansen, co-founder og tidligere direktør i To Good To Go.

Pengene skal bruges til nyansættelser, så Waitly for alvor kan træde ind på lejeboligmarkedet. Derudover vil der også blive lagt en del udvikling i at klargøre platformen til nye fremtidige markeder – bl.a. det internationale marked, forklarer Tim Lykke Myhrwold.

Waitly kom ud af 2021 med et beskedent overskud på 37.000 kr. ud af en bruttofortjeneste på godt en mio. kr., mens selskabet på forhånd havde regnet med underskud.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie EjendomsWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også