Investorkreds med EQT-partner i spidsen træder ind i videobaseret læringsplatform

Læringsplatformen Mesterlære, der producerer videoserier med profiler fra det danske erhvervs- og kulturliv, har føjet flere investorer til ejerkredsen, som kok Claus Meyer tidligere har købt sig ind i. Bl.a. EQT-partner, som ser stort potentiale i platformen.
Mesterlære producerer videoserier med profiler fra det danske erhvervs- og kulturliv. EU-kommissær Margrethe Vestager er hovedpersonen i en af platformens kommende serier | Foto: Mesterlære / PR
Mesterlære producerer videoserier med profiler fra det danske erhvervs- og kulturliv. EU-kommissær Margrethe Vestager er hovedpersonen i en af platformens kommende serier | Foto: Mesterlære / PR

Tidligere i år skød kok og serieiværksætter Claus Meyer penge i læringsplatformen Mesterlære, og nu har flere investorer sluttet sig til.

Det sker i forbindelse med en investeringsrunde, som indbringer platformen et samlet beløb på 3,25 mio. kr., oplyser Mesterlære til KapitalWatch.

I spidsen for runden står EQT-partner Jannik Kruse Petersen, der har fået selskab af hovedaktionæren i fodboldklubben Brøndby IF, Jan Bech Andersen, Christian Rasmussen, som bl.a. ejer betalingsvirksomheden Altapay, samt Emil Bergander, der har arbejdet som midlertidig finansdirektør i flere fonde.

De slutter sig til en ejerkreds, som foruden Claus Meyer også består af to af Mesterlæres stiftere, Per Rosenkrantz Holm og Tobias Hertz, og abonnementsvirksomheden Subscrybe.

"Med investeringen i Mesterlære håber jeg, at vi, sammen med det stærke founding-team, kan realisere det store potentiale, jeg ser i Mesterlære," siger Jannik Kruse Petersen i en pressemeddelelse.

Fokus på Danmark

Ifølge adm. direktør Per Holm er det folk med stærke ressourcer på det forretningsmæssige plan, som platformen har fået ombord. Bl.a. inden for organisering og skalering af en virksomhed, og de kommer til at spille en aktiv rolle i Mesterlæres fremtid.

Læringsplatformen producerer videoserier inden for ledelse, iværksætteri og kreativitet med kendte rollemodeller, som man kan få adgang til for et månedligt beløb, og den har planer om på et tidspunkt at brede sit koncept ud på nye markeder.

Det er der dog ikke fastsat en dato for endnu. I første omgang koncentrerer folkene bag platformen sig i stedet om det danske marked, lyder det fra Per Rosenkrantz Holm.

"Vi vil gerne være den lokale globale markedsleder på den her form for læring og det space, vi har sat os på. Når vi går ind i nye lande, vil det være med et lokalt perspektiv, og vi har både ambitioner og planerne klar," siger han og fortsætter:

"Men jeg tror også, det er vigtigt, at vi holder fokus på det danske marked og på virkelig at lære, hvad folk gerne vil have, og hvordan de forbruger vores indhold. Investeringen giver os mulighed for at komme tæt på vores brugere og på at lave proof of business i 2022."

Har "kæmpestore ambitioner"

Samtidig med annonceringen af den nye investering har Mesterlære lanceret en ny serie på sin platform med iværksætter og investor Christian Stadil.

Derudover har platformen en serie på vej med den danske EU-kommissær Margrethe Vestager, mens produktionen netop er startet på en serie med komiker Casper Christensen. Sidstnævnte skal bl.a. handle om, hvordan man skriver et manuskript.

Forskelligheden i udvalget af såkaldte læremestre betyder, at Mesterlære hele tiden henvender sig til nye følgerskarer. Platformen oplever da også en stigende brugertilslutning, fortæller Per Rosenkrantz Holm, som dog ikke vil oplyse videre hverken om brugertal eller antal visninger af diverse videoer.

"Der er en sult efter indhold af høj kvalitet og produktionsværdi og med den type profiler, vi har fået med. Og vi har lavet en platform, hvor både de medvirkende og brugerne føler, de er i trygge hænder," siger han og tilføjer:

"Vi har selvfølgelig kæmpestore ambitioner, og det tager afsæt i, at vi gerne vil gøre de her fantastiske rollemodellers tilgang til deres område tilgængelig for alle."

Per Rosenkrantz Holm kalder Mesterlæres produktioner for "evergreen indhold."

"Det bliver ikke for gammelt, og vi kommer kontinuerligt til at føje til og bygge et bibliotek, som bare bliver større og større. Vi tror rigtig meget på det lokale perspektiv, at sprog og kultur er afgørende elementer i en læringskontekst, og derfor er vi lokale i vores DNA," siger han.

Et udsnit af læremestrene, nuværende og kommende, på Mesterlæres platform | Foto: Mesterlære / PR
Et udsnit af læremestrene, nuværende og kommende, på Mesterlæres platform | Foto: Mesterlære / PR
Og netop det er også den afgørende forskel mellem Mesterlære og den amerikanske pendant Masterclass, der blev stiftet i 2015. Mesterlære gik i luften i juni i år.

"Masterclass har et globalt DNA. De kommer oppefra, fra Hollywood f.eks., mens vi kommer nedefra, fra de små markeder, som vi tror, kan noget helt andet," siger Per Rosenkrantz Holm.

Skal fastholde brugerne

Det mest afgørende for en platform som Mesterlære er dog, at brugerne kommer tilbage og ønsker at se flere af platformens videoserier. Her kommer en anden af partnerne i Mesterlæres ejerkreds ind i billedet, Subscrybe.

"De er dygtige til at skabe et abonnement med fokus på fastholdelse. For det er helt afgørende for os, at folk ikke blot ser en video og churner igen. Vi vil derfor skabe et univers med sindssygt meget brugerinvolvering," siger direktøren.

En af de ting, Mesterlære arbejder med, er kategorisering, så brugerne får anbefalet nye relevante serier, når de har færdiggjort en anden. Det kender mange måske allerede fra Netflix.

Derudover vil Mesterlære også engagere brugerne gennem fysiske arrangementer, hvor de kan møde nogle af læremestrene og stille spørgsmål.

A-runde i horisonten

Det bliver alt sammen en del af indsatsen, som skal være med til at bevise platformens værd i løbet af det næste år, og som den nye investering altså skal være med til at finansiere.

F.eks. betyder pengene også, at Mesterlæres stiftere kan gå ind i virksomheden på fuld tid, og at de er gået på jagt efter flere nye profiler.

"Det er jo en vækstcase, og vi kan se et potentiale. Og når vi har bevist, at det virker, skal vi også ud at hente en a-runde," siger Per Rosenkrantz Holm.

Kendt kok investerer i videobaseret læringsplatform 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også