Lauritz.com har fyret en tredjedel af sine medarbejdere

Vækstbørs: Auktionshuset Lauritz.com arbejder med tre forskellige løsningsmodeller for at hente kapital eller finde finansiering.
Foto: Lars Krabbe
Foto: Lars Krabbe
Af Ritzau

En tredjedel af medarbejderne hos auktionshuset Lauritz.com er blevet fyret.

Det oplyser Lauritz.com i et skriftligt svar til Ritzau.

Medarbejderstaben er blevet reduceret fra 120 til 80 medarbejdere. Det skal nedbringe de samlede personaleomkostninger med omkring 30 pct.

Opsigelserne blev gennemført i sidste uge, skriver auktionshuset.

Onsdag kom det frem, at selskabet har søgte Sø- og Handelsretten om at gå i en rekonstruktion, fordi det ikke er i stand til at betale sine kreditorer. En rekonstruktion er et forsøg på at redde et selskab fra at gå konkurs.

Formålet med Lauritz.coms rekonstruktion er at sikre selskabets drift, mens der findes ny kapital eller finansiering til blandt andet at tilbagebetale gamle udeståender til sælgere.

Lauritz.com oplyser, at der lige nu arbejdes med tre forskellige løsningsmodeller.

Den nye kapital eller finansiering kan findes enten ved et salg af hele selskabet, et delvist salg eller ved at optage ny finansiering.

Om der er nogle interesserede købere, ønsker auktionshuset dog ikke at oplyse.

”Af børshensyn kan vi ikke komme nærmere ind på indholdet af igangværende forhandlinger eller nye henvendelser fra interessenter,” skriver Mette Rode Sundstrøm, adm. direktør i Lauritz.com, til Ritzau.

TV 2 har tidligere beskrevet, hvordan sælgere gennem Lauritz.com har ventet måneder på at få deres penge. Og i maj frarådede Forbrugerrådet Tænk forbrugere mod at handle gennem auktionshuset.

Mens rekonstruktionen er i gang fortsætter den almindelige drift af aktionshuset. Det er derfor stadig muligt at sælge og købe ting på Lauritz.com.

Om selskabet har oplevet en nedgang i aktivitet den seneste uge, ønsker Mette Rode Sundstrøm heller ikke at svare på.

”Vi er meget taknemmelige for at opleve, at mange kunder fortsat har tillid til os,” skriver hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også