Danske iværksættere henter nyt trecifret millionbeløb til videoplatform

Synthesia har danske iværksættere i stifterkredsen og udviklet en videoplatform baseret på kunstig intelligens. Ny kapitalrejsning giver virksomheden unicorn-status. 
Stifterne af videoplatformen Synthesia, Steffen Tjerrild (tv.), Prof. Lourdes Agapito, Prof. Matthias Niessner og Victor Riparbelli | Foto: Synthesia / Pr
Stifterne af videoplatformen Synthesia, Steffen Tjerrild (tv.), Prof. Lourdes Agapito, Prof. Matthias Niessner og Victor Riparbelli | Foto: Synthesia / Pr

Videoplatformen Synthesia, der er stiftet af bl.a. de danske iværksættere Victor Riparbelli og Steffen Tjerrild, har rejst 90 mio. dollar i sin seneste finansieringsrunde.

Det svarer i dagskurs til ca. 620 mio. kr., som er rejst med ventureinvestoren Accel i spidsen og deltagelse af bl.a. den børsnoterede teknologi- og hardwarevirksomhed Nvidia. 

I slutningen af maj opnåede Nvidia for første gang en markedsværdi på over 1.000 mia. dollars.

Helt så langt når Synthesia ikke op, men virksomheden kan efter den seneste runde alligevel skrive sig ind i en ret eksklusiv klub. Runden værdisætter nemlig Synthesia til en mia. dollars og sikrer virksomheden unicorn-status.

Det oplyser Synthesia på Linkedin i en video, der er lavet på virksomhedens egen platform.

Vil accelerere research

Synthesia blev stiftet i 2017 af førnævnte danske iværksættere i samarbejde med professorerne Matthias Niessner og Lourdes Agapito. Virksomheden har hovedsæde i London og kontor i bl.a. København.

Idéen bag Synthesia er at give alle mulighed for at producere professionelt-udseende videoer. 

Til det har Synthesia udviklet et kunstig intelligens-baseret værktøj og en platform, som flere end 50.000 virksomheder indtil videre har brugt, herunder en tredjedel af virksomhederne på den nuværende Fortune 100-liste. 

Flere end 12 mio. videoer er i alt blevet skabt ved hjælp af Synthesias platform, som kan tilgås gennem en almindelig internetbrowser og generere en video på få minutter. Alt det kræver er få kosmetiske valg og et input i form af et manuskript.

”Med denne nye finansieringsrunde vil vi accelerere vores AI-research og udbygge vores samarbejdsbaserede videoredigeringsplatform yderligere,” skriver medstifter og adm. direktør Victor Riparbelli i en opdatering på virksomhedens hjemmeside:

”Den seneste udvikling inden for kunstig intelligens har været forbløffende. Det føles, som om vi ser fremskridt, vi ikke forventede før 2030, men de er her i 2023.”

”Det er en fantastisk tid at bygge i, og vi har en masse i vente de kommende år.” 

Ifølge Victor Riparbelli har Synthesia-stifterne kendt Accel i flere år. 

Ventureinvestoren udspringer af tech-miljøet i den amerikanske delstat Californien og har i dag også kontorer og områdefokuserede fonde i Bangalore i Indien og London, ligesom Synthesia.

Skubber grænser

Accel har tidligere investeret i amerikanske virksomheder som Facebook, Dropbox og Slack og i bl.a. Spotify og Deliveroo i Europa.

”Noget af det, som gør Victor og Steffen specielle, er deres evne til at skubbe til grænserne for, hvad der er muligt på research-fronten, mens de oversætter disse gennembrud til kundevenlige forbedringer i deres produkt,” skriver Accel bl.a. i en meddelelse.

Nvidia bliver af Victor Riparbelli beskrevet som en af de førende kræfter inden for kunstig intelligens. Virksomheden har investeret gennem sin venturearm, NVentures.

Foruden de nævnte nye investorer deltager også en række business angels og de eksisterende investorer Kleiner Perkins, GV og Firstmark Capital, alle amerikanske venturefonde, i den seneste runde. 

De tre fonde var alle med, da Synthesia rejste 50 mio. dollar i sin b-runde i slut-2021. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også