Kapitalfond med ren jysk portefølje: For os er der mange muligheder i Jylland

Der er stor forskel på at være venturefond og buy out-fond, når det kommer til geografisk orientering, erfarer direktør i Vækst Invest. 
Søren Mølgaard Kristensen er direktør i Vækst Invest, der har en aktiv portefølje med 16 jyske virksomheder. | Foto: Vækst Invest
Søren Mølgaard Kristensen er direktør i Vækst Invest, der har en aktiv portefølje med 16 jyske virksomheder. | Foto: Vækst Invest

Hvis du vil bygge en international succesfuld virksomhed i Danmark, kan du med fordel etablere den i København. 

Sådan lød et af budskaberne, da Jimmy Fussing Nielsen, ledende partner i venturefonden Heartcore Capital, for nyligt forklarede, hvorfor Heartcore Capital ikke ejer et eneste jysk selskab. 

Et udsagn, der kalder på en nuancering, hvis man spørger Søren Mølgaard Kristensen, direktør i buy out-fonden Vækst Invest, der er baseret i Aalborg. 

”Hvis vi snakker teknologi-virksomheder, kan det godt være, han har ret, for hvis man skal tiltrække arbejdskraft i en globaliseret verden, er det nok nemmere at gøre i København end i Esbjerg eller Kolding. Men hvis vi snakker klassisk industri, så tror jeg ikke, han har ret,” siger Søren Mølgaard Kristensen.

Vækst Invest driver to fonde med i alt 16 aktive porteføljeselskaber inden for især produktion, software og handel. Alle 16 selskaber har base i Jylland. 

”Vi er i SMV-segmentet, og i princippet kan vi investere i hele Danmark, men vi har holdt os til det jyske, fordi der er mange muligheder at tage fat på,” siger Søren Mølgaard Kristensen.

Industri står stærkere

Fondens entydige fokus på jyske virksomheder står i kontrast til en optælling, KapitalWatch har lavet på tværs af seks danske venturefonde. Her tegner sig et billede af, at venturekapital i Danmark mestendels strømmer mod virksomheder i hovedstaden. 

Det kommer ikke bag på Søren Mølgaard Kristensen, der i den forbindelse tegner en klar skillelinje mellem venturefonde og buy out-fonde. Han oplever, at Sjælland og særligt hovedstaden fostrer virksomheder, der appellerer til venturefonde, mens mange jyske virksomheder i højere grad har en profil, der appellerer til buy out-fonde.

”Der en tradition for, at den klassiske industri i Danmark står stærkere i Jylland, mens Sjælland og særligt hovedstaden er drevet mere af forskningsbaserede virksomheder. Man skal passe på med at karikere det, men generelt har venturekapital bedre vilkår omkring hovedstadsområdet, fordi det jagter noget, som er teknologisk forankret, og der her er flere mennesker under uddannelse, mens buy out-fonde kan have bedre vilkår i Jylland, fordi der er en større industritradition,” siger Søren Mølgaard Kristensen.

Han peger i den forbindelse på den risiko, de to forskellige typer kapitalfonde normalt løber.

”En venturefond, der laver 10 investeringer, kan godt være en succes, hvis der kun er én, der bliver en homerun og giver pengene 40 gange igen. Som buy out-fond er man lidt mere klassisk i sin forventning til et afkast,” siger han.

Nemmere ved at rekruttere i Jylland

Vækst Invest investerer typisk i virksomheder med en omsætning på mellem 15 og 100 mio. kr. og en medarbejderbase på mellem 15 og 60 ansatte. Selskabets to fonde, der har et samlet kapitaltilsagn på 300 mio. kr. fra bl.a. Spar Nord Bank, Nykredit, Spar Vest Fonden og Eifo, laver både minoritets- og majoritetsinvesteringer.

”Og vi er især gode til delvise generations- og ejerskifte, hvor nogle står af, og nogle fortsætter sammen med os. Det skal være sunde virksomheder med yderligere potentiale, så vi rører ikke ved turn arounds og nødlidende selskaber,” siger han.

Jimmy Fussing Nielsen fra Heartcore Capital mener, at det kan være svært for virksomheder med internationale ambitioner at ligge uden for København på grund af rekrutteringselementet. Oplever I udfordringer med at skalere virksomheder, fordi de ligger i Jylland?

”Nej, for vores virksomheder er mere traditionelle virksomheder, der for eksempel bygger en maskine, og den slags virksomheder har nemmere ved at rekruttere arbejdskraft i Jylland. Der er forskel,” siger Søren Mølgaard Kristensen.

Hvorfor har I valgt at have fokus på det jyske marked?

”Hvis du leder efter virksomheder med mellem 15 og 60 ansatte, vil du erfare, at der ligger rigtig mange af dem i Jylland. Derudover er vi ikke så mange om buddet, fordi det er et arbejdskrævende segment at være i, og skalafordelene er begrænsede,” siger Søren Mølgaard Kristensen. 

Vækst Invest har til dato gennemført ni exits, herunder salget af hvidevare-producenten Eico til kapitalfonden Dansk Ejerkapital i 2021 og salget af software-virksomheden Continia Software til kapitalfonden VIA Equity i 2018. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også