Kapitalfondsejet logistikfirma køber op i Sverige og bliver blandt de største i Norden

Adm. direktør forventer, at den samlede omsætning kommer op på den gode side af en halv mia. 
Dania Connect, der fragter skibscontainere med oversøisk gods mellem danske havne, har købt op i Sverige. Nu bliver blikket rettet mod Tyskland. | Foto: Casper Dalhoff
Dania Connect, der fragter skibscontainere med oversøisk gods mellem danske havne, har købt op i Sverige. Nu bliver blikket rettet mod Tyskland. | Foto: Casper Dalhoff

I 2022 købte kapitalfonden Blue Equity 40 pct. af logitikvirksomheden Dania Connect med ambition om at bidrage til udvikling og vækst

Den ambition bliver nu indfriet, efter Dania Connect, der fragter skibscontainere med oversøisk gods mellem danske havne, har opkøbt den svenske logistikvirksomhed GDL Sjöcontainer AB, der leverer samme type services som Dania Connect.

Det fremgår af en pressemeddelelse

Dania Connect har hovedsæde i Aarhus og præsterede i 2022 en bruttofortjeneste på 65 mio. kr. og et overskud på 12 mio. kr. før skat. 

Virksomheden offentliggør ikke sin omsætning, men over for KapitalWatch anslår Frank Hjortekær-Jensen, adm. direktør og majoritetsejer i Dania Connect, at handlen gør logistikkoncernen til en af Skandinaviens største på sit felt.

”Vi bliver en af de største aktører i Norden med en omsætning på den gode side af en halv mia. danske kroner,” siger han.

”Vi kommer til at stå stærkere i Norden ved at samle både udstyr og lastbiler og dermed skabe en større flåde. Der vil være synergier indkøbsmæssigt, og vi kommer til at kunne tilbyde vores kunder et større setup, end vi kan i dag,” siger Frank Hjortekær-Jensen.

Vil du fortælle, hvor meget I har måttet slippe for GDL Sjöcontainer?

”Det vidste jeg godt, at du ville spørge om, men vi har aftalt at holde det fortroligt. De (GDL Sjöcontainer, red.) leverer nogle gode resultater, så det er en god og sund virksomhed, vi har købt,” siger han og løfter samtidig sløret for, at der kan være flere opkøb i vente. 

”Nu skal vi lige have konsolideret os oven på handlen og skabt synergier på tværs af organisationen. Derefter er Tyskland et af de markeder, vi kigger på,” siger Frank Hjortekær-Jensen.

Dania Connect har 91 ansatte og mere end 125 lastbiler, mens GDL Sjöcontainer råder over 60 ansatte, 275 lastbiler og en omsætning på mere end 600 mio. svenske kroner. 

Dania Connect, der tidligere har været ejet af A.P. Møller-Mærsk, fik Blue Equity med i ejerkredsen som led i et generationsskifte i 2022. Dengang trådte medejer Anders Bahn Christensen ud af virksomheden, mens Frank Hjortekær-Jensen beholdt 60 pct. af virksomheden. 

Blue Equity købte sig ind via sin tredje fond, Blue Equity III, der bl.a. har tilsagn fra energikoncernen Norlys, pensionsselskabet PFA og Bitten og Mads Clausens Fond (Danfoss).

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også