Coronakrisen giver unik mulighed: "Investorer med penge på bogen kan lave gode opkøb

Pengestærke investorer har i øjeblikket mulighed for at gøre en god handel. Coronakrisen har nemlig presset flere danske virksomheder mod afgrunden.
Den landsdækkende donutkæde Bronuts er en af de konkursramte virksomheder, som under coronakrisen blev reddet fra konkurs. | Foto: Stine Rasmussen/JPA
Den landsdækkende donutkæde Bronuts er en af de konkursramte virksomheder, som under coronakrisen blev reddet fra konkurs. | Foto: Stine Rasmussen/JPA
CECILIE ALS MORTENSEN

Flere prominente virksomheder har under coronakrisen drejet nøglen om.

Især har det vakt opsigt, at selskaber som ellers har haft fine millionoverskud og fremgang i forretningen, er endt i konkursbehandling.

Det gælder bl.a. donutkæden Bronuts, restauranterne Vaca og Karma Sushi og ferieportalen Campaya. Også den fremadstormende modeportal Mooding er for nyligt gået i rekonstruktion.

Flere af de konkursramte selskaber er dog i sidste øjeblik blevet reddet af pengestærke investorer, der har købt aktiviteterne ud og pustet nyt liv i de nødlidende forretninger.

Og netop investorerne står i øjeblikket i en særlig gunstig situation.

”Der er ingen tvivl om, at investorer med penge på bogen kan lave gode opkøb for tiden, fordi virksomheder i øjeblikket bliver presset til at gå i insolventbehandling. Det skal man jo gøre som ansvarlig ledelse, hvis ikke midlerne til at drive selskabet forsvarligt videre er der. Det er klart, at konkurrenter og investorer så øjner en mulighed for at gøre en god handel ved at købe aktiver fra konkursboet. Det er jo oplagt,” siger Jens Højmark, advokat og partner hos advokatfirmaet Dahl.

Den påstand deler Michael Svarer, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet og tidligere økonomisk vismand.

”Der er også opkøb i gode tider, men lige nu er der en unik mulighed for investorerne, fordi coronalån og udskudt moms skal tilbagebetales,” siger han.

Han fortæller, at selvom de konkursramte selskaber ofte efterlader ubetalt gæld til staten, så har regeringens kompensationsordninger under coronakrisen holdt hånden under arbejdsmarkedet og flere tusinde virksomheder.

Nye tal fra Skattestyrelsen viser, at danske virksomheder på nuværende tidspunkt har betalt knap 14 mia. kr. ud af 22 mia. kr. tilbage gennem diverse låneordninger.

”Selvom en del af de konkursramte virksomheder efterlader gæld til det offentlige, så har det holdt hånden under både arbejdsmarkedet og virksomheder. Den efterladte gæld er en del af kriseomkostningerne og konsekvensen af, at alle virksomheder har kunnet få støtte under pandemien,” siger Michael Svarer.

Dountkæden Bronuts er en af de virksomheder, der har efterladt gæld til det offentlige. Ifølge konkursredegørelsen, som Finans er i besiddelse af, så er der ikke nok aktiver i konkursboet til at udbetale dividende på selskabets simple krav, der i alt lyder på 11,6 mio. kr.

Det er herunder, at selskabets gæld til Gældsstyrelsen er placeret. Derved er der altså ikke nok penge til at tilbagebetale de coronalån og -hjælpepakker, som Bronuts har modtaget under pandemien.

”Det er at gå konkurs er ikke noget, som virksomheder planlægger. Det vil oftest være allersidste mulighed, efter alt andet er afsøgt, men der er ingen tvivl om, at fristen for indfrielse af coronalån og -kompensationsordningen den 1. april har jeg gjort, at antallet af konkurser er steget markant,” siger Jens Højmark, der blandt mange andre konkurser har behandlet konkursboet efter Bronuts.

Han understreger, at donutkæden ifølge Kammeradvokatens undersøgelse intet har gjort forkert i forbindelse med konkursen. Forud for lukningen af de dengang 13 butikker er ikke konstateret »omstødelige dispositioner eller lignende«.

Skattestyrelsens tal viser, at et uoplyst antal virksomheder fortsat har statslige kriselån for 1,7 mia. kr.

64 pct. af virksomhedernes coronagæld er på nuværende tidspunkt tilbagebetalt, mens 6,2 mia. kr. vil blive tilbagebetalt de kommende 12-24 måneder via statslige låneordninger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også