Heartcore Capital efter milliardoverskud: "Det er et ret stort resultat"

2021 blev også et rekord-år for den danske ventureinvestor Heartcore Capital, der kom ud af året med flere milliarder på bundlinjen. Trods et mere konservativt syn på markedsudviklingen, forventer ledende partner, at pilen fortsat peger opad i 2022.
”De tre mia. kr. i samlet afkast, det er et stort resultat. Vi havde en del exits i 2021, så vi har også returneret en del til vores investorer, lige omkring en mia. kr.,” siger Jimmy Fussing Nielsen, medstifter og ledende partner i Heartcore Capital | Foto: Heartcore / PR
”De tre mia. kr. i samlet afkast, det er et stort resultat. Vi havde en del exits i 2021, så vi har også returneret en del til vores investorer, lige omkring en mia. kr.,” siger Jimmy Fussing Nielsen, medstifter og ledende partner i Heartcore Capital | Foto: Heartcore / PR

Det samlede overskud i de syv fonde, som danske Heartcore Capital forvalter, lyder for 2021 på 2,96 mia. kr.

Det viser en gennemgang af fondenes regnskaber, som KapitalWatch har foretaget.

Medstifter og ledende partner i Heartcore, Jimmy Fussing Nielsen, bekræfter tallet og beskriver i samme ombæring 2021 som et rekord-år for den danske ventureinvestor.

”De tre mia. kr. i samlet afkast, det er et stort resultat. Vi havde en del exits i 2021, så vi har også returneret en del til vores investorer, lige omkring en mia. kr.,” siger han.

En af de virksomheder, som var med til at trække Heartcores resultat op, var danske Peakon, der i januar sidste år blev solgt til det amerikanske it-selskab Workday for 700 mio. dollar, svarende til 4,3 mia. kr.

Her havde Heartcore ejerandele liggende i to fonde, venturefonden Heartcore Capital Fund II, som ved udgangen af 2020 havde en såkaldt equity interest, der groft oversat svarer til aktieandel, på 9,9 pct., og growth-fonden Heartcore Capital Progression Fund Alpha med en ejerandel på 0,7 pct.

Førstnævnte fond blev samtidig årets højdespringer blandt Heartcores fonde med et resultat på 1,2 mia. kr., med salget af Peakon som en væsentlig faktor, mens overskuddet i sidstnævnte fond landede på 243 mio. kr.

Resultaterne i fondene er, som det gør sig gældende for alle Heartcores fonde, en kombination af gevinster ved frasalg og tilskrivninger til porteføljeselskabernes anslåede værdi.

På trods af Peakon-salget kom størstedelen af overskuddet i begge nævnte fonde sidste år fra værditilskrivninger, såkaldt fair value gain, viser regnskaberne.

Det skyldes, at ventureinvestorens porteføljeselskaber over en bred kam steg kraftigt i værdi.

”Værdien af vores porteføljeselskaber steg i gennemsnit med 90 pct. i 2021. I gennemsnit. Og lige nu har vi over 65 portefølje-selskaber, så der er selvfølgelig nogle iblandt, som er steget med meget mere,” siger Jimmy Fussing Nielsen.

Pilen peger fortsat opad

Han kan samtidig melde, at værditilvæksten er fortsat ind i første kvartal i år på trods af Ruslands invasion af Ukraine og covid-19’s fortsatte hærgen flere steder i verden.

”I forhold til aktiemarkedet er vores NAV (Net Asset Value) gået op i første kvartal, og det gælder for alle vores fonde. Det skyldes bl.a., at flere virksomheder har rejst kapital til en højere pris, end de blev vurderet til sidst,” siger han og fortsætter:

”Det samme vil spille ind i andet kvartal, hvor jeg tror, det også kommer til at gå op. Det skyldes ikke mindst, at de virksomheder, som er ude og rejse penge nu, er mere modne, end de var sidst, de gjorde det. Derfor kan de rejse pengene til en langt højere valuation.”

Samtidig har Heartcore solgt flere virksomheder. Her fremhæver Jimmy Fussing Nielsen det svenske fintech-selskab Tink, som er blevet opkøbt af betalingskæmpen Visa for 1,8 mia. euro, svarende til mere end 13 mia. kr.

Købet blev godt nok annonceret sidste sommer, men fik først den endelige godkendelse fra EU’s konkurrencemyndigheder i marts. Derfor tæller det i regnskabsmæssig forstand først som et salg i år.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen og med tanke på dels den nuværende verdenssituation og de ”kæmpe stigninger,” som alle danske venturefonde ifølge Jimmy Fussing Nielsen oplevede sidste år, maner han til besindighed i forventningerne til 2022.

”Der vil være virksomheder, hvor vi bliver nødt til at tage deres værdi lidt ned. Og selvom min vurdering er, at vi også i andet kvartal kommer til at gå op, bliver det slet ikke på et niveau, der minder om det, vi så i 2021,” siger han.

I de tilfælde hvor Heartcore bliver nødt til at nedjustere værdien på et af sine porteføljeselskaber, skal årsagen typisk findes på aktiemarkedet.

For har et selskab ikke rejst ekstern kapital inden for en overskuelig periode, når værdien af den skal fastslås i forbindelse med en regnskabsaflæggelse, bliver selskabet udsat for en peer group-analyse, hvor det bliver holdt op mod sammenlignelige børsnoterede virksomheder.

”Og mens nogle selskaber vil blive ramt af, at der stadig er forstyrrelser i forsyningskæderne, vil andre blive ramt af, at deres peers i det børsnoterede marked falder markant i værdi,” forklarer Jimmy Fussing Nielsen, som dog er fortrøstningsfuld.

”Vi har meget få selskaber ud af de over 65 i vores portefølje, som ikke vokser ret markant i omsætningen. Så det kan godt være, at multiplerne falder på aktiemarkederne, men når omsætningen fortsat stiger, vil virksomhedernes værdi også stige – dog i mindre grad.”

Holder fast i højt investeringstempo

Besindigheden kommer ifølge Jimmy Fussing Nielsen også til at slå igennem på investeringssiden, selvom han forventer, Heartcore i 2022 vil fastholde samme høje investeringstempo som i 2021.

Men det bliver nok for et mindre samlet beløb.

”Vi har besluttet, og det har vi også fortalt vores investorer, at vi fastholder et relativt højt investeringstempo. Jeg tror, vi laver ca. lige så mange nye investeringer i år, som sidste år, men for et lidt mindre samlet beløb. Det er mit bedste gæt,” siger han.

Det skyldes ikke mindst, at seed-investeringer ifølge Jimmy Fussing Nielsen kommer til at fylde mere hos Heartcore i år. For de mere modne selskaber har allerede ”fået ret meget.”

”Det er en måde at styre vores risiko på, fordi flere af de mere modne selskaber måske skal finde sig et nyt prisleje, før vi hælder penge ind i dem igen. Vi kan samtidig se, at der er en opbremsning på markederne generelt, og det kan også få indflydelse på antallet af investeringer,” siger han.

Samme budskab lød for nyligt fra ledende partner i Seed Capital, Ulla Brockenhuus-Schack, der havde snakket med Børsen i forbindelse med venturefondens seneste årsregnskab.

Dette viste, at Seed Capital havde opnået et samlet resultat i sine fire fonde på 1,5 mia. kr.

Seed Capital med milliardresultat i 2021

Ny Vækstfonden-forvaltet milliardfond gav tilsagn til 11 fonde i første leveår

Noter fra KapitalWatch: Relesys, Fom, Hove, Mapspeople, Podimo, M+ Invest

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også