Velhavende familiers fond skyder penge i lokalt it-selskab

For anden gang inden for kort tid kan Hands-on Mikrofonden annoncere en investering. Den Vejle-baserede fond, som fik sine store ambitioner bremset af coronavirussen, har også i anden omgang investeret lokalt.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Som nyligt bebudet kan Hands-on Mikrofonden annoncere sin anden investering.

Fonden, der blev startet i maj sidste år af fem velhavende familier, primært fra Syddanmark, havde en ambition om at lave seks investeringer i løbet af 2020. Men coronavirussen kom i vejen, og investeringerne lod derfor vente på sig.

Det er fonden nu begyndt at lave om på, og det er således blevet til to investeringer inden for kort tid.

Den seneste i it-virksomheden Signit.dk, som har lavet en platform til administration af aftaler og digitale underskrifter på landets skoler og uddannelsesinstitutioner.

Virksomheden har ifølge Hands-on Mikrofondens administrerende direktør, Jørgen Andersen, "et godt produkt og en god motor til det," som fondens penge skal bruges på at brede ud til flere kunder.

"De skal til at lave lige nøjagtigt det, vi gerne vil give midler til, nemlig at komme ud over stepperne med markedsføring og ansætte folk, der kan være med til at sælge produktet. Det handler simpelthen om at skalere dem op," siger han til KapitalWatch.

Tilslutning fra én hands-on-investor

Hands-on Mikrofonden får i Signit.dk selskab af Helle Ghodt, der er en af Mikrofondens nu 23 hands-on-investorer. Det er et ufravigeligt krav fra fondens side, at mindst én af disse investorer tilslutter sig en investering, før den kan blive til noget.

Foruden at komme med en pose penge, er det hands-on-investorernes opgave at tage aktivt del i den pågældende virksomhed.

Helle Ghodt træder samtidig ind i virksomhedens bestyrelse sammen med Jens Erik Høj-Pedersen, der i mange år har været skoleleder i Vejle, hvor Signit.dk er baseret.

"De kan med deres henholdsvis kommercielle og humanistiske tilgang, samt deres store netværk og viden, åbne nye døre og sætte spot på hidtil usete muligheder og vækstpotentialer,” siger Søren Laursen, stifter af Signit.dk, i en pressemeddelelse og tilføjer:

"Vi er indtil nu nået rigtig langt med få ressourcer og uden ekstern finansiering. GDPR, den grønne dagsorden og den stigende digitalisering af samfundet gør, at vi nu kan se et kæmpe marked for vores løsning, men det kræver mere kapital."

Endnu en lokal investering

Og det er altså lykkedes virksomheden at skaffe.

Jørgen Andersen kan ikke sige præcist, hvor meget Hands-on Mikrofonden skyder i Signit.dk, men oplyser, at fonden må investere mellem 0,5-3 millioner kroner, og at "den her type virksomhed ligger over en million kroner."

Hands-on Mikrofonden har lige som Signit.dk, og såmænd også fondens første investering, Nabogo, hjemme i Vejle, og det er ikke tilfældigt, at det netop er i lokalområdet, de første investeringer er faldet. Omend det ifølge Jørgen Andersen ikke er helt med vilje.

"Vi er nationale, men coronaen væltede ned over os, og vi kom ikke så langt ud med vores budskab, som vi gerne ville, da vi lancerede. Så dem, der har hørt om os er typisk fra vores Vejle-området, og de har virkelig været hurtige til at starte op," siger han og tilføjer:

"Så vi har en opgave i at få markedsført os bedre. Men det gør vi gerne, og vi investerer rigtig gerne i virksomheder fra Bornholm til Frederikshavn og Tønder."

Jørgen Andersen fortæller desuden, at Mikrofonden i øjeblikket forhandler med flere virksomheder – også fra andre byer end Vejle.

Hands-on Mikrofonden råder over 60 millioner kroner og har et mål om i alt at lave 18 investeringer, heraf mindst seks i løbet af 2021, i vækstvirksomheder med fokus på bæredygtighed inden for fødevarer, grøn teknologi og digitalisering.

Velhavende familiers nye fond er klar med første investering

Tyggegummifamilie skifter spor: "Det er en ny identitet, vi er ved at skabe" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også