Vækstfonden: "Vi skal være der nu, hvor markedet tøver"

Når markedet tøver, skal vi være der. Sådan lyder det fra statens Vækstfonden, der yder direkte investeringer samt lån til risikofyldte startups og etablerede selskaber. Samtidig bidrager fonden til de omfattende støtteprogrammer, der kører i corona-krisen.
Foto: PR
Foto: PR

"Vores rolle er at være der nu. Vækstfonden skal være der nu, hvor markedet tøver. Både med egenkapital og lån til virksomhederne."

Det siger Vækstfondens Ditte Rude Moncur, der er direktør for det digitale område i fonden.

Denne krise er alvorlig og vil få en lang række konsekvenser for alle danske virksomheder, herunder også tech- og it-virksomheder, er hendes vurdering.

"Der vil være virksomheder, hvis ordrer udebliver, kunder der forsvinder, og som vil gå konkurs. Og så vil der også være virksomheder, som oplever, at det er svært at finde kapital lige nu," siger hun.

Ditte Rude Moncur mener, at vi i Danmark har en digital styrkeposition, og den skal vi blive ved med at udvikle. Det er derfor, hun mener, at Vækstfonden har en vigtig rolle midt i denne omfattende krise udløst af corona-pandemien.

"Det betyder også, at vi forsat vil kigge på nye spændende techvirksomheder – både her og nu og i fremtiden. Der er ingen tvivl om, at i en tid, hvor markedet tøver, skal vi være banen til at finansiere de virksomheder, som Danmark absolut ikke må gå glip af. Det er vigtigt at have fokus på de lovende startups, der bliver ramt på et sårbart tidspunkt," siger hun.

Ændrer I strategi som følge af krisen?

"Nej, vi fortsætter som hidtil. Vi fortsætter med at finde og investere i techselskaber, der har brug for egenkapital eller lån."

Støtte til jobskabelse

Hun forklarer, at det er Vækstfondens formål at støtte virksomheder, der "bidrager med innovationskraft og jobskabelse i Danmark, og den rolle er mere vigtig end nogensinde i sådan en krise."

Men vil mange virksomheder ikke fremstå mere risikable end før krisen?

"Det kan nogle godt være, men det er netop vores rolle at gå ind i selskaber, der er risikofyldte. Og jeg tror faktisk, at der kan opstå interessante selskaber under denne krise."

Hun mener også, at der sagtens kan udvikle sig virksomheder under krisen, der viser sig at være meget interessante investeringer, da digitaliseringen for alvor har taget fart under denne krise, hvor folk tvinges til at arbejde hjemmefra.

"Det kan bane vejen for en masse innovative nye løsninger, som vi kommer til at bruge efter krisen. Jeg tror, at krisen kommer til grundlæggende at ændre dele af den måde, vi arbejder på."

Hun forklarer, at det ikke ændrer på, at virksomheder kan ende i en situation, hvor de har svært ved at rejse kapital.

"Vi kan se, at mange virksomheder er pressede, og vi taler dagligt med selskaber, der fortæller os om, hvordan de netop er pressede på likviditeten. Så igen, når markedet tøver, skal vi på banen."

Del af hjælpepakke

Vækstfonden spiller samtidig en rolle i de nye hjælpepakker, hvor fonden er en del af det setup, som skal hjælpe virksomheder videre i krisen. I sidste uge fik Vækstfonden således mulighed for at yde garantier til store virksomheder, der lider økonomiske tab i forbindelse med coronakrisen.

"Og den samme garantiordning til SMV’er er netop faldet på plads. De garantiordninger skal være med til at sikre, at vi kan holde hånden under sunde virksomheder, der alene er økonomisk trængte som konsekvens af covid-19, herunder også it- og techvirksomheder. Det er en stor opgave, vi nu skal til at løfte," siger hun.

Vækstfonden oplyser, at man kan stille garanti for nye lån og driftskreditter til både store virksomheder og til små og mellemstore virksomheder (SMV’er), der oplever eller forventer at opleve et omsætningstab på minimum 30 pct. som følge af spredningen af covid-19.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også