Huscompagniet sigter efter børsværdi på op til 2,6 mia. kr.

Typehusfirmaet Huscompagniet venter at blive optaget til børsnotering 19. eller 20. november, og selskabet anslår en børsværdi på op til 2,6 mia. kr, fremgår det af prospektet. Formanden har de seneste uger modtaget positive meldinger fra investorerne.
Huscompagniets formand, Claus V. Hemmingsen, melder om positive tilabgemeldinger fra investorer. | Foto: Casper Holmenlund Christensen
Huscompagniets formand, Claus V. Hemmingsen, melder om positive tilabgemeldinger fra investorer. | Foto: Casper Holmenlund Christensen
AF RITZAU FINANS

Når Huscompagniet om et par uger gør sin entré på den københavnske fondsbørs, går typehusfirmaet efter en markedsværdi på mellem 2,24 og 2,6 mia. kr.

Det fremgår af Huscompagniets netop offentliggjorte børsprospekt.

Her skriver typehusfirmaet, at aktierne bliver udbudt til mellem 112 og 130 kr. per aktie, og at første handelsdag ventes at være 19. november eller 20. november.

Aktieudbudsperioden løber til 19. november, men kan allerede lukkes 17. november.

Selskabet og de sælgende aktionærer vil være underlagt en såkaldt lock-up periode på 180 dage, mens de medlemmer af bestyrelsen og topledelsen, der har aktier i selskabet, vil være underlagt en lock-up periode på 360 dage.

"Jeg er glad for den positive tilbagemelding, vi har fået fra potentielle investorer i de seneste to uger, efter vi indikerede vores intention om at børsnotere aktierne i Huscompagniet på Nasdaq Copenhagen," siger Claus V. Hemmingsen, bestyrelsesformand i Huscompagniet, i en meddelelse.

Der bliver udbudt 9,6 mio. aktier, som hidtil har været ejet af Huscompagniets nuværende ejer, kapitalfonden EQT, og andre eksisterende aktionærer.

Derudover udbydes en option på at købe op til 1,44 mio. aktier til de såkaldte "joint global coordinators", som er dem, der har været hovedbanker i arbejdet med børsnoteringen. Den option kan udnyttes inden for en måned efter børsnoteringen.

Det er Citigroup, Danske Bank og Nordea Danmark, der har været "Joint Global Coordinators og Joint Bookrunners," fremgår det af prospektet.

Efter børsnoteringen forventes det, at mellem 48 og 55,2 pct. af Huscompagniets samlede aktiekapital vil være i fri handel, afhængig af, om optionsmuligheden udnyttes og under forudsætning af, at udbudskursen lander i midten af prisintervallet.

For godt to uger siden meddelte Huscompagniet, at selskabet var klar til at tage skridtet mod en børsnotering.

Sidste år byggede Huscompagniet 1400 huse i Danmark og havde en omsætning på 2,5 mia. kr. Selskabet har 437 ansatte.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også