
Henrik Nøhr Poulsen skifter 1. august den københavnske nordhavn ud med Kalvebod Brygge, når han efter seks et halvt år i PFA, bl.a. som chef for investeringer i udenlandske ejendomme, starter i jobbet som chef for alternative investeringer i Nykredit Asset Management, skriver Inside Business.
Om skiftet siger Ralf Magnussen, adm. direktør i Nykredit Asset Management, at Henrik Nøhr Poulsen skal skærpe tilgangen til de alternative produkter i selskabet, der indtil videre har investeret omkring 10 mia. kr.
”Henrik kommer med en mangeårig og dyb erfaring med det alternative segment og har samtidig fået markant erfaring inden for ejendomsområdet de senere år. Vi har de senere år oplevet, at mange kunder gerne vil have risikospredning i deres portefølje. Især under corona var det helt tydeligt, det alternative segment var en stabil aktivklasse for de langsigtede investorer,” siger Ralf Magnussen til mediet.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie FinansWatch.)