Lehrmann Ventures cementerer ny strategi med navneskifte

Med navneskiftet til Lovemondays vil selskabet bl.a. sætte fokus på god medarbejderkultur og virksomhedsværdier. 
Jan Dal Lehrmann blev et offentligt kendt navn med sin deltagelse i tv-programmet Løvens Hule. | Foto: Anthon Unger
Jan Dal Lehrmann blev et offentligt kendt navn med sin deltagelse i tv-programmet Løvens Hule. | Foto: Anthon Unger

Lehrmann Ventures skifter navn til Lovemondays og sætter fokus på scaleup-investeringer.

Det oplyser ventureselskabets stifter, Jan Dal Lehrmann, i et opslag på Linkedin. Han uddyber over for KapitalWatch, at navneskiftet først og fremmest skal markere det skifte, der er sket løbende i Lehrmann Ventures igennem det seneste stykke tid. 

Det betyder bl.a., at Lovemondays med sit nye brand skal cementere det investeringsstrategiske skifte, der har flyttet fokus i selskabet fra startups til scaleups. 

”Der, hvor vi er bedst, er når det kommer til at arbejde metodisk med organisationerne, når de skal finde deres purpose, deres retning og deres værdisæt,” forklarer investoren. 

Det sker efter en periode, hvor selskabet har haft større fokus på startups qua Jan Dal Lehrmanns deltagelse i tv-programmet Løvens Hule.

Hvorfor navnet Lovemondays?

”Fordi vi, både ift. os selv og vores investeringer, gerne vil fremme en kultur, hvor vores partnere og deres medarbejdere elsker at gå på arbejde og ser frem til det.” 

Færre, men større investeringer

Skiftet betyder også, at Lovemondays kommer til at satse på færre, men større investeringer i selskaber, der er nået forbi de indledende faser og har brug for kapital og kompetencer for at vækste forretningen. 

”Det er ikke, fordi vi har en forkærlighed for det ene eller det andet, men jeg tror på, at vores kompetencer bedst matcher scaleups. Når du når til scaleup-stadiet, er der nogle lidt andre udfordringer, og du skal være sindssygt god til at fortælle hele holdet om den retning, selskabet skal bevæge sig i,” siger Jan Dal Lehrmann. 

Scaleup-segmentet er også det område Jan Dal Lehrmann før tiden som tv-investor primært fokuserede på, forklarer han. Kernefokus bliver fremover på virksomheder, der har et klart defineret og ”meningsfyldt” formål.

”Det drejer sig om virksomheder, som har en ledestjerne ude i fremtiden, som de går efter. Det er ikke fordi, man nødvendigvis skal gå på dydens smalle sti hele vejen, men de er nødt til at have ambitioner og værdier, som de stiler efter, som hele organisationen kender til, og som vil gøre en forskel,” siger Jan Dal Lehrmann. 

Han fortæller, at det kort sagt kan opsummeres i fem punkter, hvilke Lovemondays som medejere vil stå klar til at hjælpe sine investeringscases med at få styr på – at sætte kursen, opbygge et stærkt hold, holde fokus på de finansielle tal, styrke eksekveringsevnen og at have et åbent mindset

Lovemondays portefølje består i skrivende stund af 18 virksomheder, hvoraf nogle investering er foretaget igennem moderselskabet Lehrmann Family, og som ifølge Jan Dal Lehrmann beskæftiger mere end 5600 personer verden over. 

Listen omfatter bl.a. græsplejeren DM Greenkeeping, hundemadsproducenten Vuffeli og den digitale ejendomsmæglerplatform Estaldo. 

Foruden stifter Jan Dal Lehrmann består Lovemondays hold af partner Martin Lobbato Laursen, økonomidirektør Andreas Hougaard Jensen, projektleder Cathrine Spangsager Povelsen samt partner og director Margrethe Dal Lehrmann. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også