Milliardfond på jagt efter medicoinvesteringer åbner kontor i København

Med base i Stockholm og København har den svenske medicofond Segulah Medical Acceleration nu indledt jagten på de første investeringer.
Med sig har fonden 1,2 mia. svenske kroner til investeringer i Danmark og det øvrige Europa. Det skriver dagbladet Børsen.
Ifølge ledende partner Roger Gunnarson, er fonden allerede i dialog med flere danske selskaber, hvor fonden går efter minoritetsandele.
"Jeg tror, at de fleste selskaber desperat ønsker en vidende, aktiv investor, men vi behøver ikke kontrol. Vi vil ikke tvinge folk til at gøre, hvad vi siger," siger Roger Gunnarson.
Investeringsselskabet er stiftet af svenske Gabriel Urwitz, der også står bag kapitalfonden Segulah, der forvalter 11 mia. svenske kr. i fem fonde.
(Denne artikel er leveret af KapitalWatchs søstermedie MedWatch.)