Nordic Eyes adm. direktør forlader fonden efter blot et halvt år

Ledende partner og CEO i venturefonden Nordic Eye, Martin Olin, fratræder efter eget ønske sin stilling i fonden efter bare seks måneder. Fratrædelsen giver anledning til en ændring i fondens ledelsesstruktur.
Afgående direktør Martin Olin | Foto: Symphogen / PR
Afgående direktør Martin Olin | Foto: Symphogen / PR

Martin Olin har efter eget ønske valgt at fratræde sin stilling som adm. direktør og ledende partner i venturefonden Nordic Eye.

Det oplyser Nordic Eye i en pressemeddelelse.

Den afgående direktør vil i stedet fokusere på sine fagområder inden for bioteknologi og life science.

"Det har været meget spændende og lærerigt at arbejde for Nordic Eye, men jeg er kommet til en erkendelse af, at mine interesseområder er inden for mine tidligere virkeområder i life science og bioteknologi," siger Martin Olin i meddelelsen.

Her konstaterer han samtidig, at det for både ham og fonden er "et udmærket tidspunkt," han stopper på. Det skyldes ikke mindst, at venturefonden kom ud af 2020 med et nettoresultat på 988 mio. kr., samt er "godt i gang" med etableringen af sin anden milliardfond.

Martin Olin tiltrådte som direktør i oktober sidste år, hvor han overtog efter Michael Tandrup, der stadig er en del af fondens ledelse.

Ændrer struktur

Direktørens fratrædelse har samtidig givet anledning for Nordic Eye til at se nærmere på sin ledelsesstruktur.

Med forbillede i "sammenlignelige internationale" selskaber har Nordic Eye derfor besluttet, at fonden frem over skal drives med en række ligestillede partnere i spidsen.

"Vi er en mindre virksomhed, hvor der er brug for en smidig organisering af vores arbejdsområder. Derfor vil vi frem over drive Nordic Eye som et partnerskab med en række ligestillede partnere, der hver dækker sine speciale, men sikrer en fælles koordination og beslutningsstruktur," siger formand for Nordic Eye Management, N.E. Nielsen i meddelelsen.

Nordic Eye har den seneste tid nok bedst været kendt for den konflikt, der har været mellem medstifter Peter Warnøe og den nu tidligere partner og medstifter Lars Tvede.

Parterne indgik dog officielt en våbenhvile sidste år, umiddelbart før Martin Olin blev indsat som adm. direktør. Og fokus er nu rettet mod Nordic Eyes anden fond, hvor det allerede er blevet til tre investeringer, har Peter Warnøe tidligere fortalt KapitalWatch.

"Selvfølgelig har det påvirket os, og der har været en del medieomtale. Men her handler det mest om vores resultater, og de har været rigtig gode. Det har gjort, at mange af vores investorer fra fond I også gerne vil være med i fond II," sagde han.

Samlet 2020-afkast i Peter Warnøes venturefond strejfer milliarden

Peter Warnøe klar med første investeringer i "genfødt" venturefond

Tidligere Nordic Eye-formand stifter nyt ventureselskab 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også