First North-selskaber på stribe har rejst kapital i presset marked
Selskaber, der er noteret på vækstbørsen First North i Danmark, kæmper en hård kamp for at komme igennem den tillidskrise, der har ramt markedet, senest udtrykt ved flere bebudede afnoteringer.
For flere af selskaberne lykkes det ikke desto mindre at rejse yderligere kapital.
Mindst tre ud af fire af de noterede selskaber på vækstbørsen har rejst kapital siden begyndelsen af 2022, viser en mini-analyse, som KapitalWatch har foretaget frem til primo maj 2023. Fire af selskaberne havde ved indgangen til 2023 en negativ egenkapital.
Ifølge noteringschef Carsten Borring fra Nasdaq er der rejst over 230 mio. kr. på First North i år. Det er penge, der er rejst gennem både udstedelse af nye aktier og ved konvertering af lån til aktier.
Fra lån til aktier
”Man skal huske på, at nogle af de virksomheder, der har fået lån, kan få dem konverteret ind til aktier. Det er der måske en større villighed til, da investorerne kan se, at nogle virksomheder ikke kan tilbagebetale lånet lige her, fordi de har negative cashflow, ligesom investorerne kan se, at der er en fair valuation,” siger Carsten Borring og tilføjer:
”Alle cash-negative selskaber er jo virkelig ramt på marketcappen.”
En af de senest bebudede kapitalrejsninger er desuden et eksempel på, at selskaber rejser penge i et presset aktiemarked.
Stenocare, der er leverandør af medicinsk cannabis, annoncerede for nyligt en kapitalrejsning på op til 30 mio. kr. fordelt på tre transaktioner de kommende 12 måneder.
”Vi tilbyder en såkaldt ”unit fortegningsemission”, hvor man får to nye aktier og to tegningsretter. De to aktier købes til en attraktiv pris med 45 pct. rabat, og de to tegningsoptioner følger med og giver rettighed til at købe nye aktier til henholdsvis december 2023 og juni 2024 med en favorabel rabat,” skiver adm. direktør Thomas Skovlund Schnegelsberg i en mail til KapitalWatch.
Han tilføjer, at baggrunden for at gennemføre kapitalrejsningen i tre transaktioner er, at Stenocare dermed kan tiltrække kapital på de tidspunkter, hvor selskabets planer gør en kapitalindsprøjtning nødvendig.
Cannabisselskabet har været på First North siden maj 2020 efter et par år på den svenske vækstbørs Spotlight. I sin første tid på Nasdaqs danske vækstbørs blev Stenocares aktie handlet til omkring kurs 30.
Et år senere blev den handlet til omkring det halve, og siden januar i år er den blevet handlet under kurs ti. I maj i år er kursen dykket yderligere.
Stenocare sendte en børsmeddelelse ud om sin nye kapitalrejsning 15. maj.
Prisen på en unit er beregnet på baggrund af kursen på selskabets aktie de ti foregående dage og lander derfor på 9,16 kr. Det svarer til 4,58 kr. pr. aktie.
Høj pris på risikovillig kapital
Carsten Borring pointerer – uden reference til Stenocare, men med biotek som eksempel – at prisen på risikovillig kapital lige nu er meget høj.
”Det, der virkelig viser, hvor lidt risiko der er i markedet, er, at biotekselskaber, som egentlig har en lige så fin forretningsmodel som før, falder meget i værdi,” siger han.
Noteringschefen understreger, at han er meget tilfreds med, at mange selskaber har kunnet finde egenkapital i denne tid, hvor det ifølge ham er ”ekstremt vanskeligt for selskaber, som ikke har positivt cashflow”.
”Det kendetegner selskaber på en børs, at der er mere villighed hos investorerne til at finde løsninger på selskabernes likviditetsudfordringer, end for selskaber af samme størrelse i privat ejerskab,” siger han.
First North har de seneste måneder stået model til flere afnoteringer eller tanker om samme. Det gælder virksomhederne Copyright Agent, Re-Match, Enalyzer, Valeur og Happy Helper.
Foreningen af Børsnoterede Vækstvirksomheder har i kølvandet på faldende kurser, få børsnoteringer, afnoteringer og en kikset planlagt notering på Spotlight-børsen foreslået en række nye guidelines for virksomheder, der vil noteres eller er noteret på vækstbørser.
Ifølge KapitalWatchs analyse havde 23 selskaber på First North i Danmark pr. 2. maj 2023 et negativt afkast år-til-dato. Analysen viser dog også, at der for investorerne kan være høje afkast at hente, hvis de rammer plet.
Research: Anders Streitz Kjærulff
Relaterede artikler:
Astralis sælger betydelig andel i digital tv-platform
For abonnenter
Happy Helper lægger op til endnu en exit fra First North
For abonnenter