KapitalWatch

Stifter tjente kvart milliard på it-sikkerhedsfirma

Stifteren af it-sikkerhedsvirksomheden Cybot, Daniel Johansen, kunne ifølge Børsen indkassere en kvart mia. kr., da han i januar 2021 solgte virksomheden til amerikanske FI Partners.

Fortjenesten på salg af Cybot er nu opgjort. | Foto: Thomas Borberg

Daniel Johannsen tjente lige under 250 mio. kr., da han i januar 2021 solgte sin it-sikkerhedsvirksomhed Cybot til den New York-baserede kapitalfond Full In Partners, også kendt som FI Partners.

Det skriver Børsen, som har kigget på regnskabet fra Daniel Johannsens selskab 2com Holding Aps, hvori det fremgår, at resultatet fra 2021 er påvirket væsentligt af salg af kapitalandele, som har medført en regnskabsmæssig fortjeneste på 249,75 mio. kr.

Til Børsen forklarer Daniel Johannsen, at pengene skal investeres på sigt, men at han på nuværende tidspunkt ikke har konkrete planer, og i stedet fokuserer på sin virksomhed.

”Den kræver fuldt engagement, og derfor søsætter jeg på den korte bane ingen nye projekter,” siger han til mediet.

Fyens Stiftstidende har også snakket med Daniel Johannsen, som bekræfter, at de knap 250 mio. kr. er, hvad han har tjent på salget, hvis samlede værdi ifølge flere medier løb op i et ”stort trecifret millionbeløb.”

Daniel Johannsen solgte ifølge det fynske medie en ejerandel på 40 pct. til den amerikanske kapitalfond og beholdt selv en andel på 30 pct. Derudover solgte Cybots eksterne investorer alle deres aktier til FI Partners, som dermed blev ny majoritetsaktionær.

I september sidste år blev Cybot slået sammen med den tyske it-virksomhed Usercentrics, som FI Partners også ejer en del af, og hvor Usercentrics blev det fortsættende selskab.

I den forbindelse blev Daniel Johannsens 30 pct. i Cybot konverteret til en ejerandel på 15 pct. i det tyske selskab, skriver Fyens Stiftstidende.

Blandt Cybots investorer var tidligere William Demant-topchef Lars Kolind, der også var bestyrelsesformand, og den fynske business angel Torben Frigaard Rasmussen.

(Denne artikel er leveret i samarbejde med vores søstermedie ITWatch.)

Amerikansk investor putter trecifret millionbeløb i fynsk sikkerhedsselskab

Mere fra KapitalWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

KapitalWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch