KapitalWatch

Dansk kapitalfond køber op i havvind: "Det er hårdt arbejde"

På få uger har Catacap købt to danske selskaber, der satser på høj vækst som leverandører til den voksende industri for havvindmøller. Men branchen er rig på eksempler på kapitalfondes vanskeligheder i den grønne industri.

"Det er en værdikæde, der økonomisk er under pres, og det mærker leverandørerne til de store vindmølleproducenter mere end nogen andre," siger Vilhelm Hahn-Petersen, partner i Catacap. | Foto: Catacap

Med få ugers mellemrum er den danske kapitalfond Catacap blevet eksponeret mod den stærkt voksende internationale havvindindustri gennem overtagelse af først den nordjyske underleverandør Nordmark i februar i år og senest opkøbet af majoritetsposten i industrivirksomheden Dafa Group med hovedsæde i Aarhus.

Begge virksomheder, der arbejder inden for to forskellige segmenter, og som begge betegnes som essentielle for installation og driften af vindmøller, har en del af deres forretning i vindindustrien. En industri, der er spået tårnhøje vækstrater med sin centrale placering i den grønne omstillling, og en industri, der gennem nogle år har stået højt på Catacaps liste over attraktive industrier.

Det er først nu, vi mener at have fundet de rigtige virksomheder. Men det kræver kreativitet og hårdt arbejde at få succes.

Vilhelm Hahn-Petersen, partner, Catacap.

Det er imidlertid også en sektor, der har vist sig vanskelig at navigere i bedømt på flere af de tidlige erfaringer, andre har gjort gennem opkøb af underleverandører til en industri med en stærk koncentration af kunder med få store aktører.

”For os som en dansk kapitalfond er vi rigtig glade for, at vi har købt os ind i nogle sunde, solide virksomheder, som er en del af det cluster omkring vindmølleindustrien, som vi i den grad har skabt i Danmark. Det har vi længe gerne ville, men det er først nu, vi mener at have fundet de rigtige virksomheder. Men det kræver kreativitet og hårdt arbejde at få succes,” siger Vilhelm Hahn-Petersen, partner i Catacap.

Markant eksponering mod vind

De to virksomheder skal sammen sikre Catacap en markant eksponering mod vindmarkedet, og hvor især Dafa Groups tilstedeværelse på bl.a. det tyske, kinesiske og amerikanske marked skal bruges som afsæt til yderligere, international ekspansion. Virksomheden fremstiller produkter i skum- og gummimaterialer til vindindustrien, byggeriet og flere andre brancher.

Og for Nordmark, der bearbejder store komponenter som eksempelvis rotorhuse og aksler, til vindmøller, er virksomhedens højteknologiske komponenter rettet mod de nye generationer af store havvindmøller, hvorfra den markante, tocifrede vækst i industrien kommer.

Uden at nævne navne understreger Vilhelm Hahn-Petersen imidlertid også, at man skal se sig godt for i en industri, der godt nok er spået høje vækstrater, men som også indeholder en række udfordringer.

Prispres forsvinder ikke

”Selv om det er en branche med medvind og langsigtet vækst har vi set nogle skvulp undervejs. Det er en værdikæde, der økonomisk er under pres, og det mærker leverandørerne til de store vindmølleproducenter mere end nogen andre. Derfor er det væsentligt, at man har nogle produkter, der differentierer sig og er efterspurgte og ikke umiddelbart kan kopieres af andre,” siger Vilhelm Hahn-Petersen:

”Lige nu ruller der en ny grøn bølge ind over markederne, hvor vi ser, at priserne på grønne aktier går op i en tro på, der nu kommer nogle meget store offentlige investeringer. Det har vi set før, men ofte går det langsommere, end folk tror, og det betyder jo ikke, at prispresset på værdikæden forsvinder. Det skal man være opmærksomhed på,” tilføjer han.

Foto: Marcus Emil Christensen
Foto: Marcus Emil Christensen
Flere fonde og større investorer som A.P. Møller Holding har over en årrække investeret i virksomheder eksponeret mod vindindustrien.

Lige nu ruller der en ny grøn bølge ind over markederne, hvor vi ser, at priserne på grønne aktier går op i en tro på, der nu kommer nogle meget store offentlige investeringer. Det har vi set før.

Vilhelm Hahn-Petersen, partner, Catacap.

Sidstnævnte købte sidste sommer Nissens Cooling Solutions (NCS), der er underleverandør af køleløsninger til vindindustrien, af kapitalfonden Axcel. Tidligere havde A.P. Møller Holding i 2019 også overtaget KK Group, hvis hovedaktivitet er selskabet KK Wind Solutions.

Pressede leverandører

Blandt danske kapitalfonde har bl.a. BWB Partners været eksponeret med virksomheder som kompositproducenten Jupiter Bach, som fonden har en minoritetspost i med Verdane Capital som hovedaktionær, samt det danske vindrederi Ziton - og indtil sidste år også Hydratech Industries.

Sidstnævnte blev efter fleres års store underskud taget under konkursbehandling i oktober sidste år, men virksomheden blev efterfølgende solgt til en svensk koncern.

Også rederiet Ziton, hvis skibe arbejder med installation af havvindmøller, har haft det svært i en årrække. I august sidste år hyrede rederiets bestyrelse ifølge KaptalWatch’ søstermedie ShippingWatch Evercore som finansiel rådgiver med henblik på at undersøge strategiske muligheder og et muligt salg.

En anden leverandør til vindmølleindustrien, metalvirksomheden AH Industries, levede en omskiftelig tilværelse efter mange år med underskud og med skiftende ejere, den svenske kapital Ratos og efterfølgende af den tyske kapitalfond Aurelius.

AH Industries ejes i dag af danske Euro-Steel.

Heller ikke kapitalfonden Via Equity havde nogen større succes med at slå en række servicevirksomheder sammen i virksomheden All NRG. Planen var at opbygge en nøgleaktør til service af især vedvarende energi men også olie- og gasprojekter.

Imidlertid lykkedes det aldrig at få gjort All NRG til en blot nogenlunde profitabel forretning. I perioden 2016-20 havde selskabet ifølge EnergiWatch således et akkumuleret underskud på godt 110 mio. kr. og efter knap syv års ejerskab ophørte serviceselskabet All NRG med at eksistere i sin hidtidige form, da det skotsk-baserede Swire Energy Services (SES) opkøbte selskabet for et ikke oplyst beløb.

Axcel: Ingen succes

Også for Danmarks største kapitalfond, Axcel, har vindindustrien været et dyrt bekendtskab efter flere års ejerskab af underleverandøren Mita-Teknik. I 2019 solgte Axcel virksomheden tilbage til stifterne, der havde solgt majoriteten i selskabet syv år tidligere.

Også Mita-Teknik var dengang presset af vanskelige markedsforhold som følge af bl.a. kundekonsolidering og prispres i hele værdikæden.

Markedsbetingelserne for Mita-Teknik har ikke været gunstige i de senere år, og det har medført, at vores investering i selskabet ikke har været en succes. Det er baggrunden for, at et salg til familien Andersen giver de bedste betingelser for virksomhedens fortsatte udvikling,” lød det fra Axcel-partner Lars Cordt i erkendelse af, at fondens investering havde kikset.

At den voksende grønne bølge og investeringer inden for havvind kan være vanskelig, har også Nordic Capital måttet sande. Den nordiske kapitalfond har angiveligt og i flere omgange og efter snart ti års ejerskab forsøgt at afhænde den nordjyske producent af fundamenter til havvindmøller, Bladt Industries, efter flere år med skuffende resultater i virksomheden.

Catacap køber industrivirksomhed

Kapitalfond køber aktiemajoritet i dansk vindmølleselskab

Kapitalfonds-ejet vindrederi skal hente ny kapital efter brud på lånekravene

Kapitalfond: Vi har stadig et stort problem i vindmølleindustrien

BWB Partners solgte stort ud på 15 måneder

Mere fra KapitalWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

KapitalWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch