Kapitalfond midt i fly- og barkrise: ”Jeg melder mig ikke ind i grædekoret!

Selskaber i flyindustrien og barer i nattelivet symboliserer alt det, der står i coronaens første række. Catacap har det hele, men kapitalfonden har udnyttet krisen til især èn lukrativ forretning, tilkøb og udvikling. "Man skal nødig lade en god krise gå forbi," siger managing partner Vilhelm Hahn-Petersen.
Foto: Catacap
Foto: Catacap
AF OLE ANDERSEN, RESEARCH: CAROLINE MARIE SCHULTZE

Med to selskaber i flyindustrien, et tredje med et forretningsben i samme sektor, og en stor voksende nattelivskoncern med et trecifret antal barer og pubber, måtte fanden nærmest have været malet på væggene i danske kapitalfond Catacap i København, da coronaen lukkede samfund ned på stribe i marts sidste år.

Af alle sektorer ligger fly- og rejsebranchen og barer rigtig dårligt placeret i Covid-19-orkanen med parkerede fly i lufthavne og mennesketomme byer og feriesteder som synlige konsekvenser.

Det har lignet en ren nedsmeltning af værdier siden marts sidste år.

Sikring af selskaberne og værdierne i de stærkt corona-eksponerede porteføljevirksomheder sendte også partnerne i Catacap på massivt overarbejde i møder med selskaberne, deres samarbejdspartnere og långivere i bankerne de efterfølgende 3-4 måneder.

I dag synes ledende partner og medstifter af Catacap tilbage i 2012, Vilhelm Hahn-Petersen, med en fortid i FLS Aerospace, Easyjet og kapitalfonden Axcel, imidlertid ikke at ryste på hånden, trods vinterens nye globale nedlukninger efter de delvise genåbninger og lempelser af restriktioner sidste sommer.

Ketchup-effekten

"Krisen har været hårdt arbejde, men jeg tror ikke, jeg vil stå om to år og sige, at det var det værste, der skete i mit liv. Jeg melder mig ikke ind i grædekoret. Det må jeg bare sige. Men jeg håber sandelig, vi kommer tilbage til normalen for vores alle sammens ve og vel," siger Vilhelm Hahn-Petersen:

Vilhelm Hahn-Petersen | Foto: Catacap
Vilhelm Hahn-Petersen | Foto: Catacap
 

"Vi har meget stor tillid til, at vores virksomheder kommer stærkt igen, og vi har god grund til at tro, at vi vil se en ketchup-effekt på den anden side af krisen."

Særligt Catacaps to virksomheder i flyindustrien, Københavns-baserede TP Aerospace og britiske Aerfin, er stærkt udsatte som følge af corona-nedlukningerne. Det samme er tilfældet med nattelivskoncernen Rekom Group, der i marts 2020 talte over 120 barer og omkring 3.000 ansatte i Danmark, Norge og Finland.

Virksomheden Lyngsoe Systems er også ramt, men ikke så hårdt som de andre. Kun omkring 15 pct. af Lyngsoe Systems' omsætning kommer fra flyindustrien, hvor virksomheden står bag både hardware og software til sporbarhed af kufferter.

"Vi er gået til krisen med i første omgang at tilpasse forretningen, tilpasse omkostningerne og få styr på finansieringen sammen med vores banker, og det brugte vi en meget indædt periode på 3-4 måneder i starten af krisen på," siger Vilhelm Hahn-Petersen:

"Det har muliggjort, at vi også har set på de muligheder, der opstår."

"Som nogen siger, skal man nødig lade en god krise gå forbi. Både i forhold til at tilpasse forretningen til fremtiden, men især også at udnytte de muligheder, der rejser sig."

En fremtidig vækstmotor

TP Aerospace fik sidste år tilført likviditet af Catacap. Virksomheden, som også har Kirk Kapital i ejerkredsen, leverer bl.a. hjul og brændstof til flyselskaber.

Ifølge Vilhelm Hahn-Petersen skete kapitaltilførslen primært for at etablere en ny forretningsdivision i selskabet, Distribution.

"Virksomheden har overtaget distribution af en hel portefølje af hjul, bremser og reservedele på vegne af producenten, Honeywell, der nu har outsourcet hele den del. Distribution kan hermed i sig selv blive en vækstmotor fremadrettet. Og TP Aerospace er en fantastisk virksomhed med en meget stærk markedsposition, som vil vende meget stærkt tilbage," siger han.

Vilhelm Hahn-Petersen peger samtidig på, at virksomhedens hovedforretning består af kontrakter af typisk 4-6 års varighed med flyselskaberne, bl.a. hele SAS-flåden.

"Selvfølgelig er TPAerospace ramt. Men sagen er, at vi har relativt mange regionale og short-haul fly, der er mindre ramt end long-haul. Og mest væsentligt har vi mange fragtfly på kontrakter, de udgør ca. en tredjedel af vores samlede kontraktportefølje. Og fragt har jo haft et forrygende år, hvor aktiviteten har været støt stigende," siger han:

"Sammenlignet med selskaber inden for samme sektor, er vi ramt, men ikke så hårdt ramt."

"Helt utænkelig pris"

Også barkoncernen Rekom Group udnyttede en af de forretningsmuligheder, Vilhelm Hahn-Petersen taler om – og som kan dukke op til attraktive priser i markeder, hvor der er dømt nedtur.

Alligevel vakte det opsigt, da Rekom Group i december satte 42 nye knappenåle i sit nattelivslandkort med et enkelt opkøb i den økonomisk trængte britiske nattelivskoncern Deltic, der er den største i Storbritannien.

Catacap skød i den forbindelse kapital i det nye selskab Rekom UK, der vil blive fusioneret med Rekom Group på den anden side af pandemien.

Vilhelm Hahn-Petersen vil ikke afsløre købsprisen, men konstaterer blot, at der er tale om et tocifret millionbeløb:

"Ikke alle virksomheder er lige stærkt rustet i denne her situation, hvilket betyder, at vi kan komme ind til nogle priser, der var helt utænkelige før krisen. Det er de facto sket i England."

"Det siger sig selv, at når vi køber aktiverne ud af et selskab i betalingsstandsning, er det til en rigtig fornuftig pris. Det er jo ikke fordi, det er turn around case, men det er en virksomhed, der klarede sig godt før krisen, men som løb tør for likviditet. Her fik vi muligheden for at træde til med den nødvendige kapital, for at de kan overleve og forhåbentlig vende tilbage med fuld fart, når genåbningen indtræffer."

"Før krisen" er afgørende

Grundlæggende hviler Vilhelm Hahn-Petersens tro på de tre corona-eksponerede virksomheder i porteføljen, TPAerospace, Airfin og Rekom, på, at de stod stærkt før krisen.

"Det er på den ene side hamrende ærgerligt, når noget, der kører rigtig godt, rammes hårdt. På den anden side er det typisk de virksomheder, der står stærkest, der klarer sig bedst. Hvis man samtidig har overskud til at udnytte de muligheder, der opstår, kan man faktisk skabe værdi i krisen. Det har vi været meget stålsat på ved på den ene side at bevare værdierne og samtidig udnytte de muligheder, der opstår," siger han.

Catacap har dog holdt på pengene gennem 2020 for med Vilhelm Hahn-Petersens ord at være sikre på at komme sikkert i havn.

Udover investeringer i Rekom, TPAerospace og Lyngsoe Systems, der for nylig har opkøbt en virksomhed i Finland inden for automatisering på biblioteker, har Catacap knap halvdelen af kapitalen tilbage til investeringer i sin fond 2, hvor der i sin tid blev rejst i alt 1,8 mia. kr.

Flere valg i nye opkøb

Kapitalfondens seneste opkøb fandt sted for godt en måned siden med en majoritet i den hastigt voksende onlinemedlemsklub Luxplus, der sælger skønheds-, helse- og plejeprodukter.

"Den trend, vi køber ind i, er blevet forstærket af krisen. Investeringsmuligheder inden for brancher og segmenter, hvor man kan se en accellererende trend som f.eks. ecommerce, vil jeg ikke udelukke, vi vil se på. Og f.eks. hele overgangen fra fysisk retail til online er et interessant fænomen."

"Spørgsmålet er mere i hvilket omfang, man tør binde sig an med virksomheder, der har været ramt under krisen, men som kan rebounde meget stærkt. Jeg vil ikke udelukke, vi også vil fokusere på den type af virksomheder, der i bund og grund er sunde, men som likviditetsmæssigt har haft det svært," siger Vilhelm Hahn-Petersen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også