Kapitalfonde kan blive vindere på at koble værdiskabelse og bæredygtighed

Kapitalfonde, som formår at blive de dygtigste til at koble bæredygtighed til værdiskabelse og håndtere klimarelaterede risici, vil være dem, som får mest succes i fremtiden.
"Det vil være dem, investorerne vil investere i, dem som formår at skabe størst værditilvækst gennem aktivt ejerskab, og dem som de bedste selskaber vil ønske at have som investorer," skriver Anna Søndergaard, partner og co-founder i rådgivnings- og investeringsselskabet The Footprint Firm, i et debatindlæg på Finans.
Selv om kapitalfondene per definition arbejder med at udvikle og optimere deres selskaber hen mod en stærkere fremtidig position i markedet, følger der med klimakrisen en række relaterede risici og muligheder, som uundgåeligt bliver en del af ligningen for evnen til fremtidig værdiskabelse.
Disse omfatter lovgivning som CO-beskatning, nye krav i udbudsmateriale og leverandørkontrakter, pres på forsyningskæder og stigende krav til ansvar, handling og gennemsigtighed fra forbrugere, samarbejdspartnere og andre stakeholders.
Samtidig åbner sig en lang række muligheder for de forretningsmodeller, som imødeser dette og er tilpasset fremtidens markeder, skriver Anna Søndergaard.
Hun peger på, at kapitalfondenes investorer har indset dette, for deres krav til kapitalfondenes arbejde med ESG (miljø-, samfunds- og ledelsesmæssige forhold) eskalerer i disse år med svimlende fart.
"Jeg er derfor overbevist om, at kapitalfondene – hvis de fortsat skal kunne tiltrække kapital, skabe afkast i fremtidige markeder og dermed overleve – er nødt til at kaste sig aktivt ind i den grønne omstilling. Den gode nyhed er, at givet fondenes set up har alle mulighederne for netop at gøre dette. Og få succes, hvis de vælger at gøre det ordentligt:"
"Som en ledende partner fra en af nordens største kapitalfonde for nyligt sagde til mig: ’Hvis du som fond ikke formår at blive verdensmester inden for bæredygtighed, er du død i fremtiden’. Jeg tror, han har ret og håber, at aktive aktører i den grønne omstilling bliver en velfortjent del af kapitalfondenes ry i fremtiden," skriver Anna Søndergaard.