Pitzner-familien styrer mod rekordoverskud efter salg af ur- og smykkefirma

Pitzner Gruppen Holding hentede trecifret millionbeløb på salget af Klarlund i slutningen af 2022 efter et år med et ellers beskedent overskud. To nye erhvervsprofiler er indtrådt i bestyrelse.
Klarlunds ure og smykker har gennem årene leveret solide overskud til Pitzner.. | Foto: Philip Davali
Klarlunds ure og smykker har gennem årene leveret solide overskud til Pitzner.. | Foto: Philip Davali

Investeringsselskabet Pitzner Gruppen Holding, der ejes af Axel Pitzner Fonden, tog et betydeligt dyk i indtjeningen med det laveste resultat i fem år i 2022. Det fremgår af det netop offentliggjorte regnskab, der til gengæld tegner et billede af en mangedobling af overskuddet i indeværende år og det formentlig klart bedste i gruppens historie efter ét markant frasalg i slutningen af 2022, som synes at slå fuldt igennem i år.

Selskabet har en balance på over en mia. kr. og investerer i ejendomme, værdipapirer og ejerandele gennem aktivt ejerskab i flere virksomheder i form af både majoritets- og minoritetsposter. Gruppen kom ud af 2022 med et overskud på 19,3 mio. kr. mod 53 mio. kr. året før. Driften og resultatet af finansielle poster var begge negative med henholdsvis 12,2 og 51 mio. kr. 

Mangedobling

Til gengæld har den støt stigende egenkapital nu passeret de 800 mio. kr. eller mere præcist 805,3 mio. kr., ligesom resultatforventningen i ledelsen anført af Pitzner-arving Morten Pitzner i indeværende år lyder på en mangedobling i niveauet 300-310 mio. kr.

I Pitzner Gruppen Holdings 2022-regnskab angiver ledelsen ingen forklaring i regnskabet på det, der ligner et historisk resultatet i 2023. Det gør ejeren, Axel Pitzner Fonden, imidlertid, hvor det forklares, at resultatforventningen skyldes ”salg af et datterselskab i 2023”.

Pitzner offentliggjorde i december 2022, at gruppen havde solgt den danske ur- og smykkeforhandler Klarlund til den familieejede, schweiziske virksomhed Bucherer. Klarlund har gennem årene leveret solide overskud til Pitzner. Også i 2021 med et resultat på 37 mio. kr. og året efter på godt 30 mio. kr.

Trecifret milliongevinst

Hverken sælger eller køber ville i december 2022 afsløre salgsprisen for Klarlund, men forventningerne til resultatet i år for Pitzner Gruppen Holding indikerer en gevinst på flere hundrede mio. kr. til Pitzner-familien.

Det økonomiske fundament i Pitzner Gruppen Holding er formuen, som Axel Gustav Pitzner grundlagde gennem Pitzner Auto tilbage i 1954 og senere hen i gruppen, der i årtier har haft blikket på langsigtet værdiskabelse gennem aktivt ejerskab af danske virksomheder. Det var Axel Pitzner, der I 1989 købte Klarlunds forretninger.

”Det er både med vemod og ærefrygt, at vi giver stafetten videre. Det er en stor beslutning, når det er et ejerskab, man har haft så længe. Men når nu vi er så heldige at blive sat i forbindelse med nogen som Bucherer, så er det også med sindsro og tryghed,” sagde Morten Pitzner til Børsen i forbindelse med salget af Klarlund til den schweiziske koncern:

”For os giver salget nogle muligheder rent forretningsmæssigt for at kigge mod andre industrier, andre forretninger og måske gå dybere ind i de eksisterende virksomheder, vi har. I bund og grund var det en god mulighed for os,” sagde han.

KapitalWatch har forsøgt at få en kommentar fra Morten Pitzner. 

Porteføljeselskaber

I Pitzner Gruppen Holding ligger porteføljeselskaber som bl.a. Nordic Houseware Group, der er leverandør af husholdnings- og livstilsprodukter i genanvendelig plastik, og som omfatter de to selskaber Plast Team og Room Copenhagen.

I porteføljen ligger også JGH Group. En global handels- og indkøbspartner, der leverer ydelser og services til en række internationale organisationer som FN og Verdensbanken og til regeringer i tredjeverdenslande. 

Pitzner har ligeledes minoritetsinvesteringer i små eller mellemstore virksomheder med højt vækstpotentiale. Bl.a. har gruppen investeret i secondary-fonden N2F, der har Frank Lyhne og Peter Sandberg som stiftere, ligesom Pitzner er investor i Blazar Capital med serieinvestor Christian Arnstedt i spidsen. Også højtalervirksomheden Soundboks har Pitzner som investor. 

Også kapitalfonden Axcels nye syvende fond har Pitzner som investor, mens selskabet også har investeret i fonde under Dansk Generationsskifte, der har erhvervsmanden Jens Heimburger som stifter og adm. direktør. 

Bestyrelsen skifter ud

Formand for bestyrelsen i Pitzner Gruppen Holding er danske Brian Grevy, der efter en mangeårig karriere i ledelsen i Adidas forlod den tyske sportsgigant tidligere i år. 

Indtil for få dage siden sad også iværksætteren Jimmi Maymann-Holler, der bl.a. er bestyrelsesformand for TV 2, også i bestyrelsen. Han er udtrådt, og det er samme er Peter Ott, der har formandsposter i en række bestyrelser.

Indtrådt i bestyrelsen er Anders Bjørn Thielfoldt, adm. direktør i den schweiziske handelsvirksomhed Bossard Denmark, ligesom også Jesper Andreasen, mangeårig adm. direktør og nuværende bestyrelsesformand i indkøbscentret Rødovre Centrum, sidder i Pitzner-bestyrelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også