KapitalWatch

Familiekontor vil gøre virksomheder klar til at trykke speederen i bund

Familiekontoret Lottrup & Co, der senest deltog i danske Ocean.ios a-runde, er drevet af tre entreprenante brødre, som arbejder aktivt med deres porteføljeselskaber. For dem handler det om at gøre virksomhederne klar til at trykke speederen i bund, fortæller de.

De tre brødre bag Lottrup & Co., Henrik Lottrup (tv.), Peter Lottrup og Søren Lottrup | Foto: Lottrup & Co / PR

Da den danske markedsføringsplatform Ocean.io for nylig kunne annoncere gennemførelsen af en investeringsrunde, der sikrer platformen ca. 45 mio. kr., var det bl.a. med deltagelse af familiekontoret Lottrup & Co.

Familiekontoret holder dermed fast i sin ejerandel i selskabet bag platformen, Ocean Aps, som det købte sig ind i for ti måneder siden.

Det oplyser Henrik Lottrup, som har stiftet familiekontoret sammen med sine to brødre, Søren og Peter, der begge også hedder Lottrup til efternavn.

Henrik Lottrup er i regi af Lottrup & Co ansvarlig for Ocean.io-casen og sidder i virksomhedens bestyrelse. Det er derfor ham, der udtaler sig på vegne af familiekontoret om dets seneste investering.

En investering, som over de seneste ti måneder til fulde har levet op til familiekontorets forventninger.

"Der er sket en stor transformation i deres kundesegmentering, hvor de har bevæget sig op i markedet og tilpasset deres platform til større virksomheder. Og de har ikke bare fået hul til en række store tech-selskaber, men også til flere markeder i Europa," siger Henrik Lottrup.

Har en lang horisont

Så vidt har Ocean.io i dag kunder i de nordiske lande, Tyskland, England og Holland, hvor virksomheden også har åbnet et kontor.

"Det er det, vi har arbejdet med dem med i de sidste ti måneder, og det, det hele handler om for os – at gøre virksomheder klar til at kunne trykke speederen i bund," siger han og tilføjer:

"Derfor er vi også glade for at være med i denne runde, for nu er der kommet frisk kapital til, og Ocean.io kan både ansætte flere og vækste og satse mere på de markeder, de er ude i. Og så skal de også ekspandere i USA."

Ifølge Henrik Lottrup er Ocean.ios seneste runde en a-runde.

Slår man op i CVR ejer Lottrup & Co efter runden mellem 10-14,99 pct. af virksomheden, som også har fået den hollandske venture-fond Peak i ejerkredsen. En ejerkreds, der yderligere tæller bl.a. stifterne af softwareselskabet Leapwork, Christian Brink Frederiksen og Claus Rosenkrantz Topholt, og serieinvestor Gregers Kronborg.

Vores privilegie er, at vi ikke investerer andres, men kun vores egne penge, så vi har en lang horisont og er med for at hjælpe virksomhederne, så godt vi kan

Henrik Lottrup, medstifter, Lottrup & Co

Men selvom Ocean.io nu kan bryste sig af at være på i hvert fald venturefondes radar, er der ikke udsigt til, at Lottrup & Co vil kapitalisere på interessen og lade sig købe ud af virksomheden inden for den nærmeste fremtid

"De har produktet, de har teknologien, og nu skal de ekspandere deres salg endnu mere. Og vi har en lang horisont og vil ideelt set gerne være med hele vejen," siger Henrik Lottrup, som tilføjer:

"Vi er en familiefond, drevet af tre brødre, som alle har startet og sidenhen exittet vores egne selskaber. Vores privilegie er, at vi ikke investerer andres, men kun vores egne penge, så vi har en lang horisont og er med for at hjælpe virksomhederne, så godt vi kan."

Kommer med væsentlig kapital

Hjælpen, som Lottrup & Co kan tilbyde, er baseret på stifternes egne erfaringer.

For Henrik Lottrups vedkommende primært fra oversættervirksomheden Languagewire, som han var med til at stifte i 2000 og i 2017 solgte aktiemajoriteten i til kapitalfonden Catacap. Den ene af hans brødre, Søren, har bl.a. været ti år hos den danske startup-accelerator Accelerace.

Det er derfor ikke tilfældigt, at Lottrup & Co tager udgangspunkt i vækstvirksomheder, der endnu er på et forholdsvis tidligt stadie. Med Henrik Lottrups egne ord har brødrene fundet et særligt sweet spot.

"Det er, når virksomhederne står mellem at rejse vækstkapital og en a-runde. Det er typisk virksomheder, der har rigtig meget kørende for sig og kan mange gode ting, men det går måske ikke så hurtigt," siger han og fortsætter:

"Vores idé har været at komme med væsentlig kapital, så virksomhederne kan kigge fremad, og samtidig hjælpe iværksætterne med at sætte gang i nødvendige tiltag for at få virksomheden der, hvor iværksætterne gerne vil have den hen."

På den måde adskiller Lottrup & Co sig fra de typiske venture- og kapitalfonde, som familiekontoret ifølge Henrik Lottrup i øvrigt ikke er i direkte konkurrence med. For fokus er et andet sted.

"Vi er entreprenører, som forstår de processer og faser, iværksætterne går igennem. Det er her, vi er gode. Selvfølgelig vil vi gerne lave en god forretning, men vi gør det lige så meget, fordi vi brænder for det og synes, det er super spændende," siger han.

To-tre investeringer om året

Af samme årsag vil familiekontorets stiftere også gerne være en aktiv del af de virksomheder, de investerer i. Men kun, hvis der er behov for det. Det afhænger nemlig af den enkelte virksomheds behov – og disse kan ændre sig i takt med, at virksomheden vokser.

Det er f.eks. tilfældet med softwareselskabet Leapwork, der sidste år rejste knap 400 mio. kr. i en b-runde, som Lottrup & Co også deltog i. Familiekontoret trådte ind i Leapworks ejerkreds for tre år siden.

"Vi var meget aktive i de første år, men er det ikke længere, fordi de har fået nye ejere. Så der er virksomheder, hvor vi bruger meget tid i starten, og når de udvikler sig, bruger vi mindre og mindre tid på dem. Det er en naturlig del af den evolution, der er," siger Henrik Lottrup og tilføjer:

"Når det er sagt, så er vi stadig aktive i vores øvrige selskaber, ligesom vi løbende investerer med i nye runder."

Det føles godt for os at lave to-tre investeringer om året

Henrik Lottrup, medstifter, Lottrup & Co

Foruden deltagelsen i de kapitalrunder, som familiekontorets porteføljeselskaber rejser, bliver der også løbende føjet nye virksomheder til porteføljen. Lottrup & Co har et mål om at lave to-tre investeringer om året.

"Det er et mål, vi har sat os, i forhold til hvor vi føler, vi kan være med, og hvad vi synes er rart – og det føles godt for os at lave to-tre investeringer om året," siger Henrik Lottrup.

Vil gerne være sig selv

Han understreger samtidig, at qua statussen som familiekontor investerer Lottrup & Co kun for stifternes egne penge – og der er derfor ikke eksterne krav og meninger at tage hensyn til. I stedet er beslutningsprocessen ret simpel.

"Det kræver blot, at to ud af tre er enige, så investerer vi," siger han og tilføjer, at brødrene ikke har ambitioner om at få flere investorer ombord. Tværtimod.

"Vi vil gerne være os selv og holde os til det."

Når Lottrup & Co investerer i en virksomhed, har familiekontoret typisk et krav om få en ejerandel på i hvert fald 15 pct. til gengæld for et beløb, der som regel befinder sig et sted mellem fem og ti mio. kr.

Venturefond i spidsen for millioninvestering i dansk markedsføringsplatform

Catacap sælger oversættervirksomhed til kapitalfond 

Mere fra KapitalWatch

Konsulentvirksomhed holder fast i børsplaner

It-konsulenthuset 7N har stadig planer om en børsnotering. Virksomheden tager dog bestik af den kraftige afdæmpning i verdensmarkedet, der sker netop nu, fortæller topchefen i 7N, som netop er kommet med regnskab.

Ny nordisk biotekfond ser dagens lys

En ny life science- og biotekfond med base i Finland vil være en one stop shop for lovende unge startups i navnlig de nordiske lande. Det gælder bestemt også startups i Danmark, fortæller fondens adm. direktør.

PKA-direktør er klar med milliarder til havvindsprojekter

Sammen med Tyskland, Holland og Belgien vil den danske regering skrue markant op for havvindsprojekterne i Nordsøen, og PKA-direktør Jon Johnsen er klar med sin del af finansieringen til de investeringer, der allerede i 2030 skal levere klimavenlig energi.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

KapitalWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news from FinansWatch (dk)