KapitalWatch

Startup bag pleje-bokse til mænd jagter investor

Kropsplejevirksomheden Herrebox, der sælger bokse med plejeprodukter til mænd på abonnement, er gået på investorjagt. Stifterne har allerede erfarne kræfter i ryggen.

Stifterne af Herrebox, Mohammad Usama (tv.) og Emil Cronval | Foto: Herrebox / PR

Mohammad Usama og Emil Cronval er på jagt efter en ny investor til deres fælles startup Herrebox, som sælger plejeprodukter til mænd på abonnement.

Det fortæller de til KapitalWatch.

Ifølge stifterne går de efter at rejse i omegnen af 500.000 kr., som de håber, kan blive koblet sammen med et vækstlån fra Vækstfonden og dermed være med til at understøtte startuppens fremtidige vækst.

”Med 500.000 kr. kan vi komme utroligt langt. Fra vores tid med få eller ingen ressourcer evner vi at udnytte midlerne efter bedste evne,” fortæller Mohammad Usama.

Som navnet antyder er Herrebox’ primære produkt en månedlig æske med udvalgte plejeprodukter, som bliver sendt direkte til startuppens abonnenter. Herrebox tilbyder tre forskellige abonnementer, der dækker forskellige behov. Udvalgte produkter kan også købes i løssalg på Herrebox’ hjemmeside.

Mohammad Usama og Emil Cronval stiftede Herrebox i 2020, og de ser et stort potentiale i markedet for personlig pleje til mænd. Ikke mindst med spejling i, hvordan pendanten til kvinder, Goodiebox, der blev stiftet i 2012, har klaret sig.

Goodiebox har bl.a. serieiværksætter Morten Strunge, Zibrandtsen-familien og holdingselskabet bag arkitekt- og byggefirmaet Lind & Risør i ejerkredsen og omsatte ifølge Finans for 300 mio. kr. i seneste regnskabsår.

”Vi har kun set toppen af isbjerget, når det handler om mænds personlige pleje,” konstaterer Herrebox-stifterne, som melder om interesse fra flere potentielle investorer. De søger dog stadig efter ”den helt rette”.

”Vi ser helst en investor, der har et godt kendskab til abonnementsforretninger, da det ville styrke virksomhedens rygrad. Desuden ville en brancheekspert heller ikke være et dårligt bud, men det er ikke et must,” uddyber Mohammad Usama.

Herrebox har allerede to investorer i ejerkredsen, som kom ombord i november 2021 i forlængelse af et mentorforløb, som virksomheden var i, mens den var tilknyttet iværksættermiljøet Cphbusiness.

Det drejer sig specifikt om advokat Jonatan Hjortdal og serieiværksætter Brian Sean Tange.

Førstnævnte er til daglig hos venturefonden Preseed Ventures og sidder i bestyrelsen hos flere startups, mens sidstnævnte er tidligere adm. direktør i flyttefirmaet 3x34 og medstifter af en række virksomheder, bl.a. Logisnap, der har tidligere Pandora-topchef Anders Colding-Friis som medejer.

”Så det er første gang, det er os, der skal ud at ’jagte’ en investering,” forklarer Mohammad Usama, som tilføjer, at han og Emil Cronval søger at få en ny investor på plads så hurtigt som muligt.

Goodiebox vil omsætte for en milliard og på børsen i 2024 - sidste år blev det til tocifret millionunderskud

Morten Strunge og stiftere sælger aktier i Goodiebox

Mere fra KapitalWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

KapitalWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch