KapitalWatch

Freshland lukker sit danske selskab efter kritik

Grøntkasseselskabet har lukket sit danske datterselskab og opsagt sine medarbejdere. Driften fortsætter dog, men fra Portugal. Ifølge direktør sker det som følge af kritik og økonomiske udfordringer. Samtidig bliver planen om at rejse 100 mio. kr. sat på pause.

Foto: Brian Karmark/Ritzau Scanpix.

Grøntkasseselskabet Freshland lukker sit danske driftsselskab som led i ”en større omstrukturering af aktiviteter.”

Sådan lyder det i en mail til KapitalWatchs søstermedie FødevareWatch fra selskabets stifter Mathilde Jakobsen.

”Det har været en vanskelig dag for os i dag (fredag, red.), da vi har måttet lukke vores danske driftsselskab grundet økonomiske årsager og omstruktureret vores aktiviteter i øvrige selskaber,” lyder det i mailen, hvor Mathilde Jakobsen også skriver:

”I dag måtte vi lukke vores danske datterselskab og desværre opsige vores medarbejdere i Danmark. Det gjorde vi for at sikre Freshland fremtid.”

Kommer efter kritik

Udmeldingen kommer i kølvandet på, at Freshland ad flere omgange har været genstand for kritik af både misvisende klimatal og dårligt arbejdsmiljø.

Tidligere på ugen kunne Børsen fortælle, at over halvdelen af selskabets medarbejdere har forladt Freshland i løbet af de seneste måneder.

Mathilde Jakobsen lægger da heller ikke fingre imellem. Hun sætter et direkte lighedstegn mellem Freshlands ”økonomiske udfordringer” og Børsens artikler om selskabet.

”De økonomiske udfordringer skyldes en kombination af pandemi og en aggressiv tilgang fra Børsen, som har været meget skadelig for en startupvirksomhed som vores,” skriver Mathilde Jakobsen.

I mailen beskriver hun, hvordan Børsens artikler ifølge hende både er ”gået ud over investor relationer og intern kultur opbygning, da artiklerne skabte turbulens i teamet, og investorerne antog en ”vent og se” position, hvilket er helt forståeligt.”

”Det er problematisk, når et stort dagblad som Børsen kører så intensivt på en lille startup virksomhed, som er mere skrøbelig end en stor etableret virksomhed som Børsen selv,” skriver Mathilde Jakobsen.

Sætter planer på pause

Videre lyder det, at Freshlands planer om at rejse 100 mio. kr., som Mathilde Jakobsen tilbage september luftede over for FødevareWatch, som følge er blevet sat på pause.

”Desværre har vi med forsinkelsen i fundraising ikke været i stand til at skaffe de nødvendige midler til at tilbagebetale det covid-lån, som vores danske datterselskab har, og derfor var vi nødt til at stoppe driften. Dette er et tilbageslag på vores rejse, som vi vil gøre vores yderste for at overvinde,” skriver Freshland på sin egen hjemmeside.

Trods fredagens navneskifte til Freshly Nordic, vil Freshland fortsat være navnet udadtil, understreger Mathilde Jakobsen.

Det gælder også i Danmark, selvom den danske del af forretningen fremover vil blive kørt fra Portugal.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie FødevareWatch.)

Freshland vil rejse 100 millioner i løbet af efteråret

Kapitaltilførsel trækker ud i flere selskaber 

Mere fra KapitalWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

KapitalWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch