Venstres Tommy Ahlers vender tilbage til iværksætteriet

Politik handler for meget om spillet og for lidt om løsningerne.
Sådan lyder det fra Venstres klimaordfører Tommy Ahlers. På den baggrund har han besluttet at stoppe i Folketinget.
Dermed mister Venstre endnu en politisk profil, efter blandt andre Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg har forladt partiet.
Tommy Ahlers forbliver dog medlem af Venstre, men det bliver altså som menigt medlem uden for Christiansborg fremover.
"Det her har været en meget svær beslutning for mig, og jeg har brugt sommeren på at tænke godt og grundigt over, hvad der var det rigtige. Jeg er nået frem til, at jeg stopper i Folketinget."
"Dels fordi jeg gerne vil være med at levere løsninger i den grønne omstilling sammen med andre iværksættere, og dels fordi jeg ofte oplever, at politik handler meget om spillet og lidt for lidt om visionerne og de gode ideer," siger Tommy Ahlers i en pressemeddelelse.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er ærgerlig over, at Tommy Ahlers stopper. Men han siger i en skriftlig kommentar, at han har "forståelse for, at Tommy Ahlers har lyst til at vende tilbage til at gøre en forskel via erhvervslivet og iværksætteri."
Fortsat aktiv investor
Forud for Tommy Ahlers' politiske karriere, der tog fart med udnævnelsen til uddannelses- og forskningsminister i 2018 for den daværende Venstre-regering, blev han landskendt i forbindelse med sin medvirken i tv-programmet "Løvens Hule."
Tommy Ahlers' erfaring som både iværksætter og investor smittede også af på hans politiske virke, hvor han alene i løbet af de seneste måneder har talt for både at øge investorfradraget og udbredelsen af aktiecrowdfunding i Danmark.
På investorfronten var Tommy Ahlers bl.a. en af de tidlige investorer i it-selskabet Peakon, som tidligere i år blev solgt til amerikanske Workday for 700 mio. dollar.
Senest øgede han sin investering i freelanceportalen Worksome, der rejste knap 80 mio. kr. i maj.