Venturefond med nye milliarder i baglommen retter blikket mod Danmark

Med et beløb på 400 mio. dollar – 2,7 mia. kr. – i en nyetableret fond målrettet nye investeringer er Balderton Capital klar til at skrue op for investeringerne i danske tech-selskaber.
Det skriver Børsen.
Venturefonden står allerede bag investeringer i danske it-selskaber som Vivino, Peakon, Labster og Simple Feast, og hvis det står til ledende partner i Balderton Capital, Lars Fjeldsøe-Nielsen, vil der komme flere til.
"Der er stort momentum i det danske økosystem, og selvom det er et lille land, slår det virkelig igennem på den internationale startup-scene. Danske iværksættere er begyndt at løfte hinanden op, og langt flere er begyndt at tænke globalt fra dag ét," forklarer Lars Fjeldsøe-Nielsen til Børsen om baggrunden på fokusset på danske selskaber.
Balderton Capital er blandt Europas største venturefonde, når det kommer til investeringer i den tidlige fase – såkaldte Series A-investeringer – hos tech-startups.